Venter på Elisabeth

Der fløj den maj så lige forbi. Det nåede at blive juni inden jeg sådan helt nåede at se mig om ... Med to små rollinger der fylder de fleste af mine vågne timer, føles det nogen gange som om tiden går dobbelt så stærkt end den burde.

Jeg har dog alligevel haft tid til at mærke den særlig tid det er lige nu. Svanerne har lige fået unger – helt som de plejer et par uger før Elisabeths fødselsdag. Husker tydeligt de svaneunger der kom den maj for 5 år siden. Elisabeth skulle have været kommet omtrent på den samme tid, men lod vente på sig. Det nåede at blive juni inden jeg fik hende at se. Så tiden for mig lige nu er desuden ventetid. Terminen var for 5 dage siden. Elisabeth skulle have været et majbarn. Hun var et majbarn, som fik lov at ligge alt for længe i sin mors mave. Måske ville hun ikke ud fordi hun allerede der vidste hvad der ventede hende. Hvad der ventede hendes mor. Hun ville blive hos sin mor så længe som muligt. Sådan vælger jeg at tænke. Det letter nogen gange lidt at tænke sådan nogen lidt skøre tanker, for at kunne holde til det tunge åg af savn der ofte tynger mine skuldre.

Mit indre bliver helt automatisk bare mere stille og eftertænksomt og sårbart i tiden op til. Lige om lidt er det Elisabeths fødselsdag. 5 år ville hun have været i år. Det er surrealistisk at tænke på og jeg bliver sgu så ked af at tænke på alt det skønne vi er gået glip af sammen. Det vi fik var alt for kort. Jeg mangler hende i mit liv. Der er en brik – et hul hvor noget er fjernet – som aldrig nogensinde kommer til at blive fyldt ud. Siden Ingrid og Carl er kommet på banen er det desuden virkelig blevet tydeligt hvor meget jeg er gået glip af sammen med Elisabeth. Et helt langt liv af oplevelser som vi aldrig kommer til at opleve sammen.

Men at hun trods alt har været her og sat sine spor, dukker der stadig beviser op for. Forleden morgen, mens jeg var ved at pakke klapvognen, kom børnenes sundhedsplejerske tilfældigt forbi. Hun skulle besøge naboens lille Axel. Det var dejligt at se hende igen. De gange jeg har mødt hende siden hun stoppede som sundhedsplejerske hos os, har hun bragt minder om Elisabeth med sig – næsten som havde hun været Elisabeths sundhedsplejerske også. På en måde var hun det nærmest også. I hvert fald fik Elisabeth lov til at fylde, især i den første tid med Ingrid og Carl. Jeg havde et stort behov for at have hende med og vores sundhedsplejerske var god til at være sundhedsplejerske for dem alle tre. Hun gav Elisabeth den plads, som jeg havde brug for og tog hende til sig som mit tredje barn. Hun betyder stadig meget for mig. En person der har været så tæt på i starten, vil nok altid have en særlig plads.

Vi er ikke helt kommet frem til hvordan vi markerer dagen i år. De to første år (1 år, 2 år) var hendes fødselsdag en fest med kage, gæster og gaver – næsten som en helt rigtig fødselsdagsfest bør være. Men så ankom hendes to små søskende og alting ændrede sig. Også måden at fejre hendes fødselsdag på. Første år (3 år) var børnene så nye og tiden var fyldt med så meget barnegråd at jeg bestemt ikke havde noget som helst overskud til andet end at overleve, så det blev blot blev til et kort besøg med barnevognen. Sidste år (4 år) var Ingrid syg, så jeg fik en rigtig pigedag sammen med mine to døtre og en familiedag og aftenen. Tiden må vise hvad det ender med for en dag i år.

En ting er sikkert – tiden lige nu gør noget ved mig. Jeg er mere eftertænksom, har lettere til tårer og bliver lettere slået ud af kurs. Syrenen blomstrer, svaneungerne svømmer og jeg venter på Elisabeth.