Sommerfugle, solsorte og en lille prins

Jeg er en glad mor i dag – meget glad endda. Elisabeth er elsket og savnet af mange flere end hendes forældre. Det er tydeligt og især på en dag som i går, hvor rigtig mange havde valgt at lægge vejen forbi med de mest fantastiske, rørende og fantasifulde hilsner. Jeg er stadig meget overvældet. Efter en lang dag med mange dejlige gæster, måtte vi da også lige en tur på kirkegården i stilhed og tosomhed for at fordøje dagens indtryk og minderne om den dag for 2 år siden, hvor vores lille pige kom og ændrede en hel del.



Dagen startede som så mange andre, lige bortset fra at jeg lige måtte en tur til lægen for at få en stivkrampeindsprøjtning. Jeg havde trådt et søm op i foden dagen før og selvom det ikke var slemt overhovedet (jeg følte mig ret hypokonder–agtig da jeg sad hos læge), så fik jeg alligevel en stivkrampeindsprøjtning for en sikkerheds skyld. Hjemme igen nåede jeg lige at få bagt to omgange muffins (se opskrift her), inden vi ved middagstid skulle mødes med mine forældre hos Elisabeth.



Da vi kom var der allerede flyttet et par småfugle ind og hurtigt kom der en solsort til og et væld af små hvide sommerfugle. Nej, hvor vi hyggede! Mine forældre er helt med på mit skøre univers (måske er det der det kommer fra ...) og det er virkelig befriende at have nogen at dele den verden med.



Da min mor fik øje på en lille bamse der havde forputtet sig i grantræets grene, fik den straks et flag i hånden og sat så den kunne følge med i det storslåede skue, der var ved at trylle frem for næsen af den. Så der blev hygget igennem og alle så til – selv det lille egern i trætoppen var med. Det eneste der var trist var, at vi måtte dele Elisabeths verden uden hende.



Kevins forældre manglede så afgjort. Vi ved, de gerne ville have været her, men de var her i ånden. Selv deres blomsterhilsen nåede hele den lange vej fra USA og lå og ventede på os da vi kom ned til Elisabeth igen om aftenen. For os var det dog langt vigtigere, at de var her da Elisabeth levede og igen da vi måtte tage afsked med hende. I bedste amerikanske ånd, var gaven fra hendes mor et sommerfugleflag. Det vil fremover vejre i haven fra den 9. juni til den 22. juli.



Hele eftermiddagen var afsat til hygge i haven og det blev der og der blev sandkasseleget og spist jordbær til den helt store guldmedalje. Solen skinnede og sommervinden blæste, som den gjorde det den dag Elisabeth blev født. Jeg husker tydeligt, at vi var ude at gå en vetur rundt om hospitalet. Vinden var varm og støvet og veerne bed. I går fik vinden Elisabeths sommerfugleflag – som i toppen blev holdt på plads af nåle efter symaskines afståen – til at flagre og mariehøneballonen til at flyve. Det var en fest i følge Eliot! Raja var mere til sand og trapper.



Da det ud på aftenen var ved at være tid til endnu en lille tur ned til Elisabeth, havde vinden lagt sig. Det var som om den i et kort øjeblik holdt vejret i ærbødighed over at det lige præcis, der sendt om aftenen, var 2 år siden, at verden mødte Elisabeth for første gang. Vi sluttede dagen af som vi startede – hos hovedpersonen. Bare os to hos Elisabeth. Det var en meget smuk tur ned over engen. Alt stod stille, så duften af Maine kunne rigig få lov at kæle for vores sanser.



Det var præcis den sammen duft, der mødte os første gang vi besøgte kirkegården for snart 2 år siden. Dengang var vi på udkig efter det helt rigtige sted til Elisabeth. Vi var ikke et øjeblik i tvivl, da vi mærkede duften af tørt græs og fyrretræer. Det mindede os begge to om det sted Kevin er vokset op. Jeg blev forelsket lige med det samme og tænkte, at når nu det var en kirkegård vi skulle vælge, så kunne det ikke være bedre end at få lidt af Maine med på den måde. Jeg elsker det sted og er så glad for at vi har det sammen med Elisabeth.



Da vi sad der i stearinlysendes skær og kiggede på alle de vidunderlige og hjertevarmende hilsner hun havde fået, kom vi til at tale om, at det nogen gange stadig føles som om det er 2006 – for eksempel på en dag som i går, hvor vores lille pige var ekstra nærværende – men også bare sådan til daglig. 2005 virker som meget lang tid siden, men 2006, var altså lige for lidt siden. Underligt som tid kan have forskellige længder.



På mange måder blev der i går bygget bro mellem dengang og nu. Det gjorde Elisabeth en smule mere nærværende igen. Det var rart at mærke. Det var næsten som havde hun været på et kort visit. Jeg tror jeg kan leve højt på den følelse i et stykke tid frem over. Der blev holdt ekstra af og om i går da vi gik i seng. Hold da op hvor vi savner vores lille sommerfuglepige.



‘Helt op til månen ...’, hviskede frøprinsen imens han blinkede med det ene øje, ‘... og tilbage igen’.