Emma må komme hjem allerede i morgen!!! Vi var på besøg her til aften og hvor var det skønt at se min lille yndlingsniece igen. Det var også godt at se, at selvom hun efterhånden er godt træt af at være på hospitalet, kunne vi alligevel få et smil på hendes læber, da vi hev telefonerne op for at tage billeder. Hun elsker telefoner, fjernbetjeninger og kameraer – hun bliver en lille tekniknørd, gør hun! Vi havde desværre glemt det rigtige kamera, så kvaliteten er mobiltelefonringe inklusive røde øjne. Beklager. Skønheden, tør jeg godt vove at sige, skinner dog tydeligt igennem. Hold fast hvor var det dejligt at se hende igen. Ja, der blev altså knebet en enkelt tåre kan jeg godt afsløre.
... og så dagens dårligste
Da vi kom hjem lå der et brev fra Statsforvaltningen med samrådets afgørelse:
Der er enighed om, at sagen udsættes med henblik på yderligere undersøgelse. Der ønskes en uddybende beskrivelse af forløbet med Elisabeth og hvordan ansøgerne har sorgbearbejdet hendes død.
Hvordan forholde de sig efter Elisabeths død og også fremover med hensyn til et eventuelt adoptivbarn. Hvad gør de sig af tanker omkring adoptivbarnets placering i familien. Det er ansøgernes opfattelse, at et kommende adoptivbarn ikke blot vil være enebarn, men vil være et barn med en død søster.
Det ønskes endvidere undersøgt, hvorvidt ansøgerne har overvejet risikoen for, at et tabsbarn reaktiverer gamle traumer. Hvilke tanker har de gjort sig, såfremt de modtager et barn med langvarige vanskeligheder.
Endelig ønskes der en beskrivelse af, hvorvidt ansøgerne har gjort sig refleksioner over at modtage et eventuelt adoptivbarn, der er ligeså tabstraumatiseret som dem selv, barnet på grund af tab af forældre og ansøgerne på grund af tab af barn.
Pis, hvor er jeg træt af negative graviditetstest og andre irriterende forhindringer!!!
tirsdag, juni 10, 2008
Først dagens bedste nyhed
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
19 kommentarer:
Hvor er det bare skod...
Jeg tænker, at I er da kommet godt videre... Det skal myndighederne bare lige have indset...
Føler med jer!
Åh nej Sofie! Det havde jeg satme ikke set komme. Jeg bliver nok især provokeret af at de problematiserer ting der for os der "ved noget om sorgprocesser" er helt naturligt og nødvendigt...
Mange kram til dig Sofie!
Og Kevin!
Allerførst: Tillykke med den gode nyhed om Emma!
Dernæst: Den dårlige nyhed er så lortet, at jeg slet ikke kan ha´ det!
Når de har "undersøgt yderligere", finder de ud af, at det var aldeles spild af tid. De finder ud af, at I er fantastiske!
Gud, hvor kan jeg godt forstå at du er træt af det!
Hvor er det godt at høre, at Emma er på vej hjem. Mosterhjertet må have frydet sig over gensynet.
Og for fanden da også.
Er de slet ikke klar over, at de har fat i de bedste adoptivforældre, man kan forestille sig. Jeg forstår til fulde din reaktion. Øv, hvor er det trættende. Jeg håber, at de bliver klogere i en fart, så I kan blive godkendt.
Varme hilsner
Susanne
SUPER med Emma, skægt hun er så vild med teknikdimser...måske hun blir kollega til min kæreste der lige er startet i design afd på Nokia engang ;)
Blev virkelig overrasket over resten af indlægget. På mange måder er vi danskere sgu underlige...sorg må åbenbart ikke bearbejdes åbent og direkte men skal helst gemmes væk. Det er så langt ude. Og hvorfor står der intet om at i netop vil evne at rumme et barn der har lidt tab netop fordi i selv kender det til hudløshed??? Bliver sgu helt pinlig over at de er så blinde. Håber det bliver en lille sten på stien der snart kan sparkes til siden!!
Hvor er det dog bare super dejligt at høre, at Emma er klar igen :)
Til gengæld er jeg rigtig trist over, at I tilsyneladende skal igennem møllen én gang til.
Sofie, du siger bare til, hvis der er noget jeg skal hjælpe dig med eller læse igennem.
Jeg er der.
Kram og tanker
Fantastisk med Emma. Hvor er hun bare livsbekræftigende.
Og hvor er det bare trist med resten. Jeg giver alphafeen helt ret. Hvordan kan jeres erfaringer og tab ligge jer og et kommene adoptivbarn til last?
Jeg bliver sgu så ked af det på jeres vejne. Krydser fingre!
Tanker fra Jeanette
Hej Sofie,
Sikke en træls melding at få, men jeg tror altså ikke at de kan komme udenom, at I har grebet alting helt rigtigt an. Det skal så nok bare skæres lidt ud i pap. I må endelig sige til hvis vi på nogen måde kan hjælpe med noget. Du kan jo evt. ringe ind til landsforeningen og tale med Ida. Hun har jo både mistet, adopteret, indgående kendskab til diverse sorgteorier og en rigtig god faglig baggrund.
Kæmpekrammer Mie
Åh altså, det er til at tude over! snøft... Med alle de forhindringer I to har kæmpet jer igennem, så har I netop så meget erfaring, styrke og så meget at give videre. Det er en helt hul i hovedet vinkel statsforvaltningen ser jeres liv med Elisabeth fra, synes jeg.
Selvfølgelig skal der bores i alle forhold og stilles grænsesøgende spørgsmål, når man bliver vurderet til at få et adoptivbarn, men... jeg fristes til at sige, at ved almindelige graviditeter (og ualmindelige) bliver man ikke vurderet en skid!
Dejligt at se Emma på bloggen igen!
Kram fra Heidi
Hvordan kan jeres næste barn nogensinde blive andet, end jeres andet barn - som har en død søster. Hvad bilder de sig dog ind... Hvor er det LANGT ude!
Emma - hun er lige så skøn som hun plejer at være!
Hilsen fra
Sine
Tillykke med at Emma nu er på vej hjem og klarer det så godt at hun kan stor smile!
Og hvor er jeg dog bare ked af at høre om den behandling I har fået i Statsamtet indtil videre. Kunne de i det mindste ikke sætte sig lidt ind i hvad en sorgproces er? Og hvorfor i alverden skal I gemme Elisabeth væk for, at kunne adoptere - I der samtidig lyder utrolig rummelige og kærlige og helt sikkert vil kunne støtte et barn I langt højere grad en mange andre.
Stort stort kram
Stine
Dejligt at Emma er hjemme igen og i fin form.
Dernæst øv og hvad tænker de på... Selvfølge er Elisabeth med som storesøster. Men med, det er hun og skal være det. De må vist lige tænke sig om en gang til, meget meget grundigt.
I bliver og er top-dollar forældre.
Kærlig hilsen og knus til jer begge
Dorthe
Når man ikke selv har mistet et barn, så kan det være svært at forstå de mekanismer, der er til stede hos dem, der har mistet. Jeg tror, at når man sidder der og skal vurdere en sag, så studser man måske over, at man er i stand til at få en død søster.
Sandheden er måske nok også snare den, at jeres kommende adoptivbarn ikke får en død søster, men I får et barn mere. Før jeg fik Gustav (sådan rent fysisk), så snakkede jeg om, at Cirkeline blev storesøster og Gustav lillebror. Virkeligheden er en anden. Gustav kunne have haft en storesøster. Gustav er måske ikke den førstefødte, men han er den ældste og han er ikke lillebror for nogen.
Selvfølgelig vil Elisabeth stadig fylde en masse I jeres liv og dermed også i adoptivbarnets liv, men jeres tab og sorg er ikke adoptivbarnets tab og sorg (det har helt sine egne). For mig har det altid været vigtigt, at Gustav ikke levede i skyggen af sin døde søster og jeg tror mange var bekymret for, at det skulle ske, netop fordi jeg sagde, at vi gjorde Cirkeline til storesøster. Vi har ikke gjort hende til storesøster, men vi har fået et barn mere. Får vi ikke flere børn, så er Gustav enebarn... rent fysisk.
Jeg tager sjældent Gustav med på kirkegården. Det er ikke hans behov. Det er mit behov, min sorg, mit tab, min datter. Gustav vil vokse op med en bevidst om Cirkeline – men det har hele tiden været vigtigt for mig, at lade dem være adskilt, fordi jeg heller ikke ønsker, at Gustav skal vokse op med følelsen af, at han er nummer 2 på bekostning af nummer 1, der døde.
Her er jeg selvfølgelig også først kommet til efter Gustav blev født. Før det havde jeg hele tiden en forestilling om, at Cirkeline skulle være meget mere sådan ”synlig” i vores liv. Sådan blev det bare slet ikke. Der skete en hel naturlig forskydning af de to, netop fordi Gustav er levende.
Jeg ved ikke, om det her giver nogen mening eller bare gør dig unødvendig ked af det. Det er ikke min mening.
Jeg tænker, at de har brug for at vide, hvor afklaret I reelt er med Elisabeths død og om I er i stand til at tage vare på et barn som jeres eget (uanset baggrund) og det uden at adoptivbarnet skal leve i skyggen af en søster, der er død.
Mange tanker og kram fra Frederikke
Tak for alle jeres tilkendegivelser og opbakkende ord. Det betyder meget at måde sådan en forståelse. Så er vi vist ikke helt galt på den.
Mie – Tænkte lige præcis det samme. Ida får et ring i morgen.
Frederikke – Lige præcis mine tanker. Og jeg må sige, her dagen efter den omvæltende besked, at jeg nu ser deres udspil meget mere som en udfordring end en forhindring. Nu har vi virkelig mulighed for at forklare hvordan tingene hænger sammen for os. Jeg hev den første samtales referat frem i dag og kan se at det slet ikke er fyldestgørende i forhold til den samtale som jeg husker den. Sagsbehandlerens fremlæggelse er jeg slet ikke tilfreds med, så her har vi muligheden for selv at formulere vores historie.
Jeg synes rigtig godt om din formulering omkring Gustavs storebror/lillebror-rolle. Lige på kornet. Den kommer jeg nok til at kopiere.
Skønne menneske,
Jeg synes, at I har været voldsomt meget igennem og jeg ville sådan ønske, at det lige straks sluttede med et lille barn i armene.
Det glæder mig, at du har formået at vende det til noget positiv og jeg er ret så sikker på, at I også nok skal få jeres budskab frem.
Og I siger bare til... men det ved du!
Emma er skøn.
Statsforvaltningen er ond.
Er det virkelig det, man får ud af at være ærlig og åben omkring, hvordan et sådan forløb er? For mig at se, sidder der nogle mennesker i den forvaltning som ikke helt har hørt essensen i det I har sagt. Nemlig at I har så stor kærlighed til både Emma og et kommende, at Emma ikke bare forsvinder fordi der kommer en ny.
Ville ønske jeg kunne gøre noget for dig og jer.
Kram til dig.
Majsen - jeg vil ikke sige at statsforvaltningen er ond - de skal finde et forældrepar til et traumatiseret barn - at blive skilt fra sin biologiske mor kan give meget dybe sår i sjælen og de må sikre at det par der er der foran dem kan varetage barnets bedste. At adoptere er på barnets præmisser!
Sofie - jeg er glad for at du/I har fået vendt det til noget positivt - vi havde sgu nogle lange timer med vores 2. sagsbehandler der kørte rundt i først Mathias og Simon og specielt min sorg - og derefter om Amalie, der gik i min børnehave! Hold kæft vi var underlige...
Men hold ud - I skal nok blive godkendt - og jeg glæder mig allerede til at stå i lufthavnen og se jer komme hjem!
Statsforvaltningen mangler at få skåret tingene ud i pap, hvilket egentlig er forståeligt nok. Her efterfølgende kan jeg nemlig se i vores papirer at vores sorgarbejde ikke fylder alverden og det er nok nærmest fordi sagsbehandleren ikke har været fyldestgørende i sit referat.
Rart at høre at vi ikke er de eneste der bliver udfrittet på den måde.
Og så lige en gang – tak for alle jeres skønne, mange, lange og hjertelige tilkendegivelser. Jeg bliver helt rørt og meget overvældet over jeres indleven i min situation og jeres tro på os som forældre. Hold fast hvor er I bare dejlige allesammen!
Send en kommentar