Forhindring eller udfordring

Beskeden om samrådets adoptionsafgørelse, kunne jeg slet ikke rumme i går aftes. Korthuset væltede endnu engang og jeg gik helt i baglås. Det var alt for voldsomt for mig at forholde mig til, lige der oven på Elisabeths fødselsdag og med besøget hos Emma på Riget om aftenen flydende i hver en celle i min krop. Så knappen med 'overload' begyndte simpelthen at blinke og jeg måtte resignere. Der var slet ikke mere plads i min lille krop eller hjerne.

Emma på Riget og alt hvad det lille menneske har været igennem, sammenholdt med alle minderne fra vores tid derinde med Elisabeth, fyldte det hele. Det hele kom tilbage da vi trådte ind på gangene. Det var virkelig overvældende at se det lille menneske sidde der på skødet af sin mor og vide hvad hun lige havde været igennem. Det blik der mødte os, var ikke det blik jeg kender og det gjorde ondt. Heldigvis var hun ude af alle former for tilførsler og måleudstyr, ellers var jeg brudt grædende sammen, men at se arret ned over hendes lillebitte brystkasse, var overvældende. Det gør så ondt på mig når andre har ondt. Jeg svømmer helt over af omsorg.

Emma er ellers ikke en baby der græder ret meget, i hvert fald ikke på den der skrigegråd måde, som nogen babyer kan lægge for dagen, det er nærmere bare klynk, men hold fast hvor gør det alligevel ondt i mit mosterhjerte at se hende ked af det. Hvide kitler står efterhånden ikke højt på listen hos hende – især ikke dem der har gjort noget ved hende som gjorde ondt. Hun lignede en der var ved at have fået nok og det kan jeg godt forstå! Jeg er så glad for at hun har klaret det hele så flot og er kommet sig langt hurtigere end normalt – det er trods alt kun en uge siden at hun var igennem en hjerteoperation – så hun allerede kan komme hjem i dag.

Hun har gjort et stort indtryk på både læger og sygeplejersker. Det var nogen hjertegribende historier Emmas forældre kunne berette om. Det var rørende og samtidig slet ikke svært at forstå, at hun er gået lige i hjertet på andre end bare sin moster. Snøft! I dag er hun kommet hjem og jeg er så glad. Det bliver godt for hende at være hjem i stille og vante omgivelser igen.

At brevet fra Statsforvaltningen skulle ligge i postkassen lige netop i går, efter to så heftige oplevelser som Elisabeths fødselsdag og besøget hos Emma, var ualmindelig dårlig timing. På det tidspunkt havde jeg nok mest lyst til at opgive alting og bare grave mig ned i et stort hul ude i haven. Dernede kunne jeg så sidde og have ondt af mig selv, imens jeg rådnede op. Min nat var skrækkelig, mit hjerte hamrede og jeg kunne slet ikke finde ro. Der kørte den vildeste film i hovedet på mig af et hav små klip uden sammenhæng eller mening. Alt var kaos. Men jeg må alligevel have overvundet dæmonerne, for i morges rejste jeg mig op og fortsatte min vandring mod målet.

Ind imellem kan jeg godt føle mig som Bilbo fra Ringenes Herre. Jeg kæmper og jeg bliver ved, fordi jeg ved det er så vigtigt. Hver gang jeg er lige ved at ryge ud over kanten eller en drage nærmest har slået mig halvt fordærvet, rejser jeg mig igen. I et kort øjeblik tror jeg at de værste uhyrer er fjernet på min vej mod målet, for kun at opdage at flere gemmer sig bag næste klippefremspring. Hvordan Bilbo får kræfter til den sidste udmattende tur op af bjerget er svært at sige. Måske er det hans hjælper, måske er det visheden om hvad hans kamp betyder, nødvendigheden af det, hvorfor han gør det og hvor godt det bliver bagefter. Vi skal nok også nå målet – også selv om jeg gang på gang er ved at opgive alting.

I dag har jeg fundet referatet fra vores første fase-1 samtale frem. Det handlede for en stor dels vedkommende om Elisabeth, vejen til hende og tabet af hende. Men i forhold til hvordan jeg husker samtalen og hvordan jeg i øvrigt ser vores situation, synes jeg slet ikke det er fyldestgørende, så egentlig kan jeg godt forstå at samrådet ønsker disse spørgsmål yderligere belyst. De er sådan set reelle nok i forhold til vores situation. Det mangler lidt – sådan i sammenhæng altså, for nogen af svarene dukker faktisk op rundt omkring i vores egen besvarelse.

En forhindring eller en udfordring? Jeg vælger at se deres afgørelse som en udfordring. Håber bare jeg består.