Så gik der lige 5 år! Elisabeth ville have fyldt 5 år i dag og have haft et år tilbage i børnehave, inden hun skulle i skole til næste år. I går var jeg på besøg i den børnehave som hun sandsynligvis ville have gået i. I hvert fald har det været den jeg har forestillet mig hun skulle gå i, hver gang jeg har gået forbi den på min vej til kirkegården. Nu håber vi det bliver den børnehave hendes to små søskende kommer til at gå i. Det ville føles rigtig rigtigt på mange måder.
Dagen i dag har ikke været som jeg havde forestillet mig den for bare et et år siden. I år er første gang jeg har været på arbejde på Elisabeths fødselsdag. Det havde jeg aldrig troet at jeg skulle præstere. Men der kommer vel en tid for alting. Åbenbart også en tid hvor man er klar til at tage på arbejde på sine børns fødselsdag. Den dag kom så bare lidt tidligere end forventet, for havde hun levet og gået i børnehave, havde jeg jo nok taget en fridag, så vi kunne have haft hele børnehaven på besøg. Sådan blev det ikke. 
I stedet tog jeg min egen 'børnehave' med på besøg hos Elisabeth for at fejre fødselsdag. Det var lidt vådt i morges, da vi var forbi med gaver og bemalede lys, men det var dejligt som altid at have Elisabeths to små søskende med. De er efterhånden ret hjemmevandte med stedet og ved lige hvor det er Elisabeth holder til og heldigvis helt med på det der med at det var Elisabeth der skulle have de ting vi havde med. Jeg havde slet ikke behøvet de der pakker jeg havde i baghånden.
I det hele taget er de ret gode til det der med fødselsdage. De er helt med på at det er noget med fødseldagssang, flag (hurra hurra hurraaaa, råbte Carl mens han svingede med flaget), gaver og kage!!! Nu har vi også været til en hel del fødselsdage på det seneste, så de har efterhånden fuldstændig konceptet på plads. Så der blev råbt på lagkage da vi kom hjem. Kage skal der til! Og det selvom jeg havde hentet to febersyge børn i vuggestuen. Lagkage kan man åbenbart altid spise... 
Underligt hvad det lige er med denne dag. Sidste år på Elisabeths fødselsdag var jeg hjemme med Ingrid da hun var syg. I dag var det dem begge. Lige præcis i dag – det er ellers rigtig længe siden at de har været syge. Men vi havde en hyggelig eftermiddag trods feber. Der blev puttet ekstra meget og det var slet ikke så ringe at sidde der i sofaen med et par hængetræer der ikke kunne få nok putning. Det var i hvert fald ikke noget jeg kunne finde på at klager over, sådan midt i savnet af hende der mangler.
torsdag, juni 09, 2011
I dag er det Elisabeths fødselsdag ...
af
Maomis
kl.
22.15
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







5 kommentarer:
Kære Sofie
Det lyder som en helt igennem dejlig dag, med nærvær og minder i den helt rigtige kombination. Og det er da sødt, at de to små er så meget med på konceptet...
Fik lige fældet dagens tårer, da jeg læste dit indlæg. Det er og bliver en historie, der har berørt mig ybt og Elisabeths historie er stadig den mest læste på min blog.
Kh. Mette
Du får mig til at tænke lidt over 'konceptet' "jeg havde aldrig troet at..." Det er måske meget godt at gå den vej med nogle ting?
Det ser næsten ud som små flag syrenen har drysset med hos Elisabeth. Det står SÅ flot med Ingrid og Carls fine lys.
Kære Sofie..
Tillykke med din ældste datters 5 års fødselsdag i går.. Smukke glimt og hvor er de bare skønne hendes lillesøskende også..det emmer af kærlighed:) Smukke lys de har malet..Tårerne trille tit når jeg læser dine ord og tanker om Elisabeth - Jeres historie rør mig dybt og går tæt på vores.. og Elisabeth er tit i mine tanker..
Knus og mange tanker Mette
Tillykke med din store piges fødselsdag! Åh, hvor har jeg læst meget med her på din side og hvor er jeg lykkelig på dine vegne over, at du fik sådan et par fantstiske smuklinger til at forsøde dagen med!
Tillykke med Elisabeths dag :o)
Send en kommentar