Dage vi aldrig glemmer

Der er dage vi aldrig glemmer. Dage hvor vi husker, hvor vi var og hvad vi lavede ...

De fleste husker nok hvor de var i går for 9 år siden. Jeg husker det som var det i går. Det var morgen hjemme hos Kevins forældre. Vi havde lige spist morgenmad. Radioen summede i baggrunden. Pludselig skruer Kevins far op, da de taler om et angreb på World Trade Centeret der lyder så afsindigt at vi hurtigt vælter ned af trappen til fjernsynet i kælderen for at se hvad det handler om.

Kevin og jeg var på vej hjem fra USA. Kevin var færdig i militæret og vi havde besluttet os for at leve vores fremtidige liv sammen i Danmark. Hele sommeren havde vi tilbragt i sommerhuset, men nu var sommeren forbi og vi var taget hjem til Kevins forældre de sidste par dage inden vi skulle rejse. Kufferten var pakket. Billetten købt. Vi skulle flyve næste morgen, den 12. september, fra Logan lufthavnen i Boston.

Vi kom bare aldrig afsted, for det der skete den morgen lukkede for alt lufttrafik i hele USA og i særdeleshed den lufthavn vi skulle have været med. Det var nemlig lige præcis den lufthavn hvor de 4 kaprede fly var afgået fra.

Det fandt vi ud af den morgen, og selvom det hele i sig selv var afsindigt skræmmende og helt ude af fattelige proportioner, så var den tanke om at det kunne have været os der havde siddet i det fly, virkelig skræmmende. Det der skete lige for øjnene af mig i fjernsynet den morgen var så surrealistisk at jeg nærmest ikke fattede hvad der foregik. Kort efter jeg havde sat mig foran fjernsynet, så jeg det andet fly baldre ind i det andet tårn ... LIVE!!! Jeg var rystet, bange og husker at den tanke der umiddelbart fløj gennem hovedet på mig var; hvad bliver det næste? Hvor rammer det næste fly? Er det lige her hvor jeg sidder?

Historien er stadig så afsindig at den nærmest er fængslende. I går aftes sad jeg der igen. Lige der foran fjernsynet og kunne slet ikke få øjnene fra det inferno af fly der gang på gang fløj ind i de to bygninger, krydret med skæbneberetninger fra overlevende eller pårørende til nogen af dem der døde.

Den 11. september ændrede verden for altid for afsindigt mange mennesker. For mig personligt betød det umiddelbart en mindre forsinkelse på en lille uge. Men i et større perspektiv rystede det noget inden i mig. Jeg blev skræmt den dag. Lidt på samme plan som den gang jeg var lille og frygtede en atomkrig, og sidenhen har jeg ikke rigtig kunne slippe historierne om alle de skæbner der blev berørt den dag.

Hvad jeg endte med at lave den 12. september for 9 år siden, altså dagen hvor jeg skulle have fløjet, husker jeg faktisk ikke. Jeg vil tro vi nok tog en tur ned i byen for at gå en tur på havnen, for lige at indsnuse det hele en sidste gang. Jeg tænker at den sikkert også er gået med stille eftertænksomhed.

Dagen i dag for 1 år siden, til gengæld, husker jeg helt tydeligt. Det blev en mærkedag af en helt anden kaliber. Det blev nemlig dagen hvor mor og far bar deres to yngste børn op ad det selv samme kirkegulv, som de blot lidt over 3 år tidligere havde båret deres førstefødte barn op ad. Den 12. september endte med at blive en af de der dage ... Og fordi det, helt tilfældigt, blev lige præcis den dato som det blev, trak den tråde tilbage til dengang for 9 år siden og satte måske på den måde det hele i et endnu tydeligere perspektiv. Der var nemlig nogen der manglede så frygteligt den dag.

Dagen i dag for 2 år siden husker jeg slet ikke, men hvis jeg søger lidt i arkiverne kan jeg se at det var dagen hvor jeg, midt i mit kvalmehelvede, valgte at oftenliggøre den nye virkelighed der var ved at åbenbare sig for mine øjne.

For 3 år siden drømte jeg om alt det som jeg i så rigelige mængder har fået lov til i dag. '... Læse hundredvis af eventyr og fantastiske fortællinger, gå ture i skoven for måske at spotte en trold, modellere uhyggelige væsner, klippe gækkebreve og så karse i vindueskarmen ...'

Sådan en dag har dagen i dag været. En helt almindelig søndag og nok ikke af dem der går over i erindringen på helt samme måde som de andre. En af dem hvor vi bare har morgenfjernsynshygget, været i skoven, kørt motorcykelræs ude på vejen, leget, skreget lidt, grædt lidt, grinet en hel masse, danset, læst bøger, sunget lidt, spist pandekager og baked beans til aftensmad, løbet efter katten, væltet et glas vand, måske, måske ikke med vilje. Ja, kort sagt alt det sædvanlige og sikkert en af de dage som vi kommer til at glemme i mængden med alle de andre. En mængde som jeg værdsætter og priser mig lykkelig for hver eneste dag.