Min sommerferie

Her har været stille længe. Jeg har haft travlt med livet væk fra bloggen. Det har krævet mig og jeg har ikke krævet bloggen. Overhovedet. Jeg har ikke haft trangen, ej heller overskuddet, til at berette, så jeg har laddet den ligge. Jeg har ellers haft mange intentioner og rigtig mange indlæg i ærmet, men hver aften når børnene er blevet lagt i seng, er jeg faldet omkuld i sofaen og har ikke rigtig været i stand til at sætte ret meget sammen ud over et par strikkepinde. Så det er blevet ved det. Der kommer sjældent noget godt ud af at presse sig selv i sådan en situation og jeg har da også overvejet i flere omgange om jeg ikke bare skulle stoppe det her blogging, for det var lige før at jeg følte det som en byrde og sådan var det jo ikke tænkt i sin tid da jeg startede. Den gang var det en slags terapi for mig. En hjælp til at få sat ord på de mange følelser der væltede rundt i mit indre efter Elisabeths død. Det skal fortsat kun være af lyst jeg gør det her og når jeg føler der er noget der må ud. Så hvis det betyder pauser, er det det der må til.

Ferien sluttede for snart længe siden. Sådan føles det i hvert fald. Den forsvandt som sand mellem fingrene, med alt og intet. Nok mest intet. Når jeg sådan sidder her og tænker over hvad jeg skal berette fra vores ferie, får jeg associationer til de der sommerferiestile man skulle skrive i skolen. Som jeg husker det blev de altid sådan lidt opremsningsagtige og hvis man så, som jeg, fik de fleste af sine sommerferier til at gå med at sove i telt i haven, samle sommerfuglelarver i syltetøjsglas, bygge huler, kravle i træer, sælge sten i vejkanten og køre på cykel, så kunne det hurtigt blive lidt trivielt at høre om. Så jeg tror mest bare det blev til noget med at jeg ikke havde lavet så meget ... Det er en af de sommerferier vi har haft i år. Ikke rigtig lavet noget og så alligevel lavet rigtig meget når man sådan dykker ned i detaljen. Vi er kommet tættere på, længere ind under huden. Det har været hårdt – ikke meget afslapning på den konto – men jeg fornemmer at det kommer tifold tilbage nu vi er startet på hverdagen igen.

Temaet for børnenes vedkommende kan vel nærmest sammenfattes som noget a la 'ude godt, men hjemme bedst'. De er vanedyr de små. Alt skal helst være som det plejer og ske i samme rækkefølge og på samme måde og på samme tid. For mange afvigelser og mad og sovning på forkerte tidspunkter kan vælte dem begge to helt omkuld. Det går bare ikke. Ro, regelmæssighed og egen seng tak! Der må gerne være afvigelser og rigtig gerne også overraskelser, blot de store rammer ligger fast. Det giver tryghed og hold i hverdagen. Så de store rammer forsøgte vi på bedste vis at bevare, især på vores miniferie hos mine forældre i deres nye hus i Kalundborg. Alligevel var det tydeligt at børnene ikke var helt sig selv. Vi hyggede os helt bestemt, men det meste af tiden var de en hel del pivsede og på et tidspunkt begyndte jeg at overveje om de mon var ved at blive syge. Hvad end der var galt, så forsvandt det som dug for solen da først vi kom hjem igen. De var ellevilde for at se deres hjem, deres værelse, deres legetøj og ikke mindst deres kat igen.

Dem der kan finde ud af at rejse med småbørn må jeg altså tage hatten af for. Synes ellers ikke mine børn er specielt besværlige, men det er vel fordi vi til daglig formår at leve på børnenes præmisser. De præmisser har ikke plads til for meget rejseri. Sådan er det for os. Lige nu i hvert fald.