De vokser

Vinbjergsneglebabyerne er allerede vokset til mere end dobbelt størrelse. Det glæder mig en gang imellem at støde ind i nogen af dem, som vel på nuværende tidspunkt vel allerede må betegnes som vinbjergsnegleteenagere.

I dag fandt jeg en der havde sat sig godt til rette under et af udhængene på hegnet ind til naboen. Uden at vide så meget om vinbjergsnegle tænker jeg at den må være gået i hi for vinteren. Jeg vil holde et vågent øje med den fra nu af og se om den fortrækker til andet og mere lunt sted når kulden begynder at sætte ind.



Ikke bare er det vinbjergsneglene der vokser. I de her dage er det også mine bekymringer. Det er slet ikke så nemt og lige til at være gravid som man kunne have håbet. Egentlig havde jeg nok forestillet mig at en eventuel graviditet ikke ville blive en dans på roser, men samtidig er det jo en ting jeg har sukket efter i så mange år.

Da jeg endelig efter mange års kamp blev gravid med Elisabeth, husker jeg det som noget nær lige så usikkert og bekymrende i starten, blot ikke nær så fysisk. Hurtigt ændrede det sig dog til en glæde over dette spirende liv i min mave.

Denne gang har min bekymring manifesteret sig i en ret voldsom grad. Min egen teori er lidt at al min dårligdom til dels skyldes en kombination af graviditetsgener, men i lige så høj grad nervøsitet og utryghed omkring hele denne situation. Ikke bare havde jeg regnet med aldrig nogen sinde at blive gravid igen, jeg havde indstillet hele min krop og hjerne på det. Jeg var nået til at det var en befrielse frem for et savn. Jeg var fri for at skulle bekymre mig om alt det der kan gå galt og ikke mindst min største frygt – fødslen. Og så sidder jeg pludselig i saksen. Det kan måske lyde utaknemmeligt, men ikke desto mindre sådan jeg har det lige nu.

Mit sind var indstillet på et lille skønt adoptivbarn, som jeg allerede havde taget til mig som mit eget. Det er nu en afsked jeg måske skal tage, måske ikke. Jeg har ikke sagt farvel endnu, for jeg ved ikke med sikkerhed hvad den her skanning vil vise i morgen og indtil da kan jeg ikke sige farvel og dermed heller ikke sige goddag til livet i min mave. Det er stadig noget mærkeligt ukonkret noget for mig.

Det er skønt at have mødt så meget oprigtig glæde over dette mirakel, men et eller andet sted har jeg lidt svært ved sådan helt at forholde mig til det. For mig føles det næsten som om glæden hos vores omgivelser, overskygger glæden ved den adoption som faktisk var i gang for os. Som om at graviditeten her er mere 'værd' end adoptionen. Det er nok slet ikke sådan det hænger sammen, men det kæmper jeg så lige lidt med at forholde mig til, kan jeg mærke.