Skønt det for mig var stort set umuligt at se andet end grums i grå nuancer, så formåede jeg dog alligevel at ane hvad lægen fortalte at han kunne se, nemlig et foster på 11 mm med et lille blinkende hjerte. Det svarede fuldstændig til de 7 uger jeg burde være henne nu. Lægen var glad og det samme var vi. Tror dog jeg skal bruge resten af dagen på at fordøje dagens oplevelse. Jeg er fuldstændig udmattet af at være så nervøs og anspændt.
Selvom dagens kig til underlivet, var et kig fyldt med glæde, så var det en underlig glæde blandet med en masse sorg og savn. På vejen hjem måtte jeg da også lige gøre holdt ved blomsterhandleren for at købe blomster til Elisabeth. Hun er så meget en del af det her kan jeg mærke. Det er en ret stærkt oplevelse. Stort og smukt og samtidig så fyldt af sorg. Jeg har en masse tanker og følelser kørende inde i kroppen, men også virkelig træt. Så lige nu vil jeg tage mig en velfortjent og sikkert rigtig lang lur.
torsdag, september 18, 2008
Et kig til underlivet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Hej Sofie
Aj altså, hvor dejligt.....tillykke med at det hele ser fint ud.
Nu jeg er her, vil jeg da lige tilslutte mig de andre og deres kommentarer omkring bio- eller adoptivbarn. Jeg ville være blevet mindst lige så glad på jeres vegne, hvis det var et adoptiv-barn der var på vej til jer nu som jeg blev da jeg læste om din graviditet....... Jeg syntes bare at det er stort og fantastisk at det er på vej uanset hvad vej det kommer :-)
Alt muligt held og lykke herfra.
Kh
C.
Kæreste Sofie
Hvor er det bare spændende.. og meget nervepirrende.. Det blir en lang og hård vej du skal ud af de næste 8 måneder, hvor nu når ud i alle hjørner af følelsregistret... og jeg tror og håber meget på, at Elisabeth bliver storesøster til en lille sprællelevende lillebror eller søster til næste sommer...
Stort kram fra
mor-Katja
Kære Sofie og Kevin
Tillykke!!! Skøn nyhed! Forstår godt hvis I er rundt på gulvet.
Mange hilsner fra Stine
Tillykke med det smukke hjerteblink. Det er dejligt for jer. Nøjagtig som det er dejligt for jer, hvis I får et adoptivbarn. Glæden er nøjagtig den samme.
Jeg er syper glad på jeres vegne. Det er så bekræftende at se det lille blinkende væsen, der er så lidt og alligevel så fantastisk. Jeg glæder mig til at høre meget mere.
Det er så fint og naturligt, at Elisabeth igen kræver sin plads. Selvfølgelig kommer der en masse tanker og følelser omkring hende i spil igen. Den smukke lille pige.
Stort smækkys herfra (når du vågner)!
hvor dejligt/ Signe
Tillykke med det lille blinkende hjerte! Og selvom jeg er fuldstændig slået omkuld af dette lille mirakel, så kan jeg altså godt forstå din ambivalens i hele denne situation. Gravisitets-symptomer/ikke symptomer, Bio-barn/adobtivbarn, Angst og glæde..... Puuuuha, alle disse modsatrettede følelser. Og så selvfølgelig nærværet og savnet til Elisabeth der bliver endnu større med en ny og uventet graviditet!Måske er det nu at du skulle tage kontakt til Ann-Jeanette?
Mange knus og tanker fra Jeanette
Kære begge to. Stort tillykke med det lille vidunder der er på vej.Der er mere mellem himmel og jord, end vi kødelige kan klare at forstå. Men der er en mening med alt, om vi forstår eller ej.Det er et mirakel, når et lille barn bliver til, så mange ting der skal "passe" nøjagtig sammen. I har begge så rigelig fortjent dette mirakel, og det skal nok blive så godt for jer begge.
Mange varme tanker, Anni.
Kære Sofie,
Sikke en dejlig nyhed - åååh, et blinkende hjerte. Sikke en lettelse.
Angående det med bio/adoptivbarn, så vil jeg egentlig også gerne knytte en kommentar. Jeg tror det berørte mig utrolig meget at læse at du pludselig var blevet gravid af to årsager: dels fordi jeg hele tiden har været helt sikker på at i nok skulle få et lille verdensbarn, hvis det var det, i ville. Mens en graviditet ikke rigtig har været en del af dagsordenen. For det andet, så tror jeg også at min glæde på jeres vegne også bunder i min egen største angst i hele adoptionsforløbet - ventetiden. Guderne skal vide at der bliver ventet i BIB-verdenen, men en af de ting, jeg selv skal igennem for at blive klar til en adoptionsproces er at forlige mig med ventetiden, som jo kan være ganske lang. Det er det der med at LEVE mens man venter, der har skræmt mig med den løsning, som jo bestemt også har været diskuteret hjemme hos os. Trods alt er de 8-9 måneder med et barn i maven lettere for mig at sluge.
Puh, det blev langt. Mere for at sige at jeg egentlig godt kan forstå din undren, og jeg blev som mange andre herinde også helt vildt glad for at læse om godkendelsen til adoption.
Tillykke med de fine blink i går.
Knus
Sechen
Tak for jeres skønne kommentarer. Jeg bliver virkelig så glad for al den opbakning og støtte jeg møder. I er vidunderlige!
Send en kommentar