Den allerførste af slagsen. Tror kun mine børn fangede konceptet sådan til dels, men for mig var der der ingen tvivl. Hele min krop huskede og vidste lige præcis hvad det var det handlede om. Pludselig var det som om jeg blev løftet op og placeret i min barndoms hal i en tætsiddende gymnastikdragt og gymnastiksko med snørrebånd. Det er så mange år siden at jeg knap kan huske hvor mange og alligevel føltes det som var det i går. Suset var præcis det samme. Musikken startede og de første i rækken trådte an. Der kom en klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen. Det var smagen af en svunden tid. I dag stod jeg der nemlig igen med mine egne børn i hånden. En ny generation er på vej og jeg fik lov at være med. Lige om lidt går de selv, men i dag fik jeg lov til at gå med. Jeg håber de er med på at tage imod stafetten.
lørdag, april 28, 2012
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Den følelse kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg har selv gået til gymnastik siden jeg var 6-7 år og kan nu hurtigt blive rørt når vi skal op og stå for fanen som bliver båret ind til start :-))
Mine piger startede også med gymnastik, men nu fylder håndbolden efterhånden så meget at der ikke er plads også til gym.
Det er nu OK for så længe de starter med gym så bliver de fortrolige med kroppen og kolbøtter og deslige...
Mange hilsner
Lisbet
Så ved du lige hvordan det er! Det er noget helt særligt og i den grad sommerfugleskabende når man er barn. ;-)
Gymnastik er fantastisk i forhold til kropsbevidsthed og udvikling af diverse fysiske færdigheder. Mener personligt kun det er en gave til ens børn. Dejligt at du også har videregivet dine gode gymoplevelser til dine børn.
Send en kommentar