For mine børns skyld

I år er det 40 år siden at jeg kom til verden. Det er da alligevel et jubilæum af de større, som man vel bør fejre på en eller anden måde. Det bruger jeg ind imellem lidt tankevirksomhed på at fundere lidt over. Siden Elisabeth døde har jeg ikke gjort det i de store fejringer. Det har slet ikke givet mening for mig at fejre at jeg var kommet et år længere væk fra fra min datter.

I år skulle jeg have holdt fødselsdag med en stor 6 årig pige og hendes to små 3 årige søskende. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg går så meget op i det med hvor gammel Elisabeth ville have været i forhold til mig. Måske fordi jeg pludselig synes jeg er blevet sådan en gammel mor. Det er forræderisk som tiden bare går og lader mig tilbage med følelsen af at der var noget jeg ikke nåede.

Men de 40 år kommer jeg altså ikke udenom. Hvordan skal det så fejres. Der er flere muligheder. Jeg kunne vælge at lade det være en ganske almindelig fødselsdag og ønske mig et par tegninger fra mine børn og lækker morgenmad med blåbær inden jeg går på arbejde. Jeg kunne også vælge at invitere en masse mennesker og dække et langt bord i stuen og bestille noget mad udefra. Og så den sidste mulighed, som jeg sværmer om for tiden. En tur til USA. Mine levende børn er 3 år i år og de har endnu ikke oplevet den del af deres familie. Jeg håber af hele mit hjertet at det bliver måden mine 40 år bliver markeret. Nok mest for mine børn skyld.