Det er efterhånden et godt stykke tid siden at jeg har givet lyd fra mig. Mest har tiden manglet, men vel i lige så høj grad behovet tænker jeg. Det er ikke fordi der er ikke er sket noget, det gør der hele tiden med sådan et par rollinger i huset, men prioriteterne har ligget andet sted. Blandt andet mit arbejde - både det daglige og det som frivillig i Landsforeningen, men tænker at jeg vil forsøge at lave et siden sidst indlæg om alt det hvis trangen melder sig. Lige nu og her kommer det til at handle om hvad der i virkeligheden fik mig til tasterne i aften - en oplevelse i børnenes vuggestue i eftermiddag.
Jeg har de sidste to dage været nødt til at hente dem lige før lukketid - hvilket er noget senere end normalt - og det går vel nok an endda når det ikke er hver dag tænker jeg. I dag ville jeg dog have ønsket at jeg var kommet langt tidligere.
Sagen er den at jeg i dag hentede meget træt dreng, grundet manglende middagslur. Han havde istedet for middagslur haft et raserisammenbrud over at han skulle have flyverdragt på på legepladsen. Det ville han ikke. Han ville have sin vinterjakke på, som jeg har købt af samme årsag. Det fylder meget for ham. Det ved jeg og det ved pædagogerne af erfaring, så derfor kan man sige at det måske var tosset af mig at jeg ikke havde taget den flyverdragt med hjem, så det dilemma overhovedet kunne opstå. Men det havde jeg altså ikke. Tænkte at det nok var noget andet når det var pædagogerne der bestemte. Men det var det ikke.
Jeg har tænkt meget på den oplevelse her til aften og er kommet frem til den konklusion at det faktisk ikke er i orden at lade et barn græde i 1½ time uden at kontakte forældrene - heller ikke selvom det er hysterisk gråd over noget man ikke vil. Der er jo en grund og drengen har blot en naturlig - om vel meget udbygget evne - til at sige fra i situationer hvor der er noget der er direkte går ham imod. Sådan tolker jeg det i hvert flad.
Han har altid haft det svært med for meget tøj og ville allerhelst rende på bare fødder altid hvis muligt. Jeg husker særligt en episode hvor jeg var ude at trille med barnevognen da børnene var helt små. Det var den der varme sommer 2009 hvor jeg ofte måtte lade dem sove indenfor fordi det simpelthen var for varmt udenfor. Den pågældende episode var en barevognstur for at få dem til at sove. Carl ville ikke sove, men skreg bare (det gjorde han meget som spæd). Jeg kunne ikke finde ud af hvad der galt indtil det gik op for mig at drengen havde det for varmt. Efter at have afklædt ham, faldt han i søvn med det samme.
Nu er han blevet så stor at han for det meste kan give udtryk for sine behov uden at skrige det røde ud af øjnene, hvilket blandt andet betyder at jeg har lagt alle almindelige bukser langt væk og kun giver ham gamacher eller joggingbukser på. Han vil kun have blødt tøj på, som han udtrykker det, og har nogen helt klart favoritbukser og -bluser som han får lov selv at bestemme, for hvorfor lave en konflikt ud af noget som i bund og grund blot handler om at have det behageligt. Jeg ser ikke det her med at bestemme sit eget tøj som en afprøvning af grænser eller noget i den retning.
I dag ville drengen have haft sin jakke på på legepladsen. Argumentet imod var at det var for vådt og koldt uden noget på benene. Drengen har et par fleecebukser, som snildt kunne have gjort det ud for et par varme bukser under jakken. Det nåede jeg at fortælle, men ellers blev jeg lidt paf over beskeden i eftermiddag og kom straks i tvivl om om jeg generelt er for eftergivende. Jeg havde uden at blinke valgt jakke og fleecebukse løsningen hvis alternativet var at han ikke kom udenfor, eller langt værre fik det her sammenbrud. Derfor fik jeg ikke sagt meget mere. Men det kan jeg mærke at jeg bliver nødt til i morgen.
Er jeg helt galt på den når jeg reagerer sådan?
onsdag, februar 15, 2012
Hvem skal bestemme?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Jeg synes overhovedet ikke, at du reagerer uhensigtsmæssig eller er eftergivende.
Er der noget jeg beundrer hos dig, så er den ro og rummelighed du udviser med dine børn.
Jeg synes til gengæld at pædagogerne har opført sig skidt, og det skal påtales. Det er den eneste måde hvorpå de kan blive bedre til at takle og forstå Carl.
Jeg har jo Gustav, der er super følsom og har brug for at blive mødt, lyttet til og forstået (hvilket alle børn har krav på) og der er bare kampe, der IKKE skal kæmpes, hverken privat eller i institutionen.
I forrige uge påtalte jeg over for Haralds vuggestue, at de gav ham ble nr. 3 på (her hjemme bruger han nr. 5 og de har både nr 4 og 4,5 i vuggestuen) og at det ikke var o.k, da det gav ham mærker og strammede.
Der gik et par dage, hvor han fik en større ble på og så både i mandags og tirsdag havde han atter nr. 3 på. Det har jeg påtalt igen. Jeg vil ikke finde mig i det, og eftersom Harald ikke kan sige fra, så vælger jeg at gøre det på hans vegne.
Det er også det du gør med Carl. Selvfølgelig skal han ikke have flyverdragt på, hvis det er forbundet med noget ubehageligt.
Knus
Åh, søde Fredrikke. Hvor er jeg glad for dit svar. Det er så vigtigt at sige fra og det fornemmer jeg at du er rigtig god til. Det er jeg ikke altid i situationen, og det tror jeg handler lige så meget om usikkerhed omkring at gøre det der med opdragelse godt nok - eller rettere så godt som muligt - for jeg føler ikke jeg er helt galt på den. Jeg lytter rigtig meget til især en af pædagogerne som jeg synes er rigtig dygtig, men det var lige netop denne pædagog som havde taget kampen med Carl og så kan jeg mærke at jeg med det samme vakler. Rart trods alt at mærke at jeg kan lytte til min egen mavefornemmelse i sådan situation. Kram til dig Frederikke :-)
PS: Fik mig lige til at tænke at jeg måske også skulle tage en snak med dem om Ingrids højdeskræk. Hun er rædselsslagen for at falde ned fra puslebordet i vuggestuen - så løsningen for mig har helt naturligt været at foretage skiftningen på gulvet. Det ved jeg også en af pædagogmedhjælperne har gjort, men hvordan det forholder sig med de andre ved jeg faktisk ikke. Har nok helt naivt antaget at de tænkte på samme måde som denne pædagogmedhjælper. En snak er vidst helt og aldeles på sin plads kan jeg mærke.
Vores børn er det mest dyrebare vi har, og selvfølgelig skal vi være trygge ved at aflevere dem, og vi skal også kunne forvente, at pædagogerne lytter til børnenes behov og agerer derefter. Et raserianfald kan være der, hvor jeg kunne forestille mig, at en pædagog tænker at trække en streg og sige fra - for dem har de sikkert mange af i løbet af en uge :-) Men hvis der er en grund er det selvfølgelig noget andet - og kan barnet ikke selv udtrykke det, må vi forældre som kender dem bedst gøre det. Jeg synes du skal tage en snak om både Carl og Ingrids "fobier" - for de skal jo håndteres på den rigtige måde - ellers bliver de til traumer. Hvem husker ikke at blive bedt om at spise op, og den dag i dag kan man jo nærmest brække sig ved synes af den/de madvarer, som man er blevet "tvunget" til at indtage.
Jeg synes du reagerer som den forælder du er - og det er helt i orden :-)
Og dejligt med lidt nyt fra dig :-)
Kh. Mette
Sofie, kram til dig! Og selvfølgelig forventer jeg også at blive ringet op hvis en af mine børn græder i 1½ time. Men jeg tror nogen ikke forventer det, og derfor tror jeg det er vigtigt at gøre dem opmærksom på, at du gerne vil.
Vi har sagt i begge institutioner at vi vil have de ringer hvis der er noget. Og at vi meget heller vil ringes efter en gang for meget end en gang for lidt. Og det gør de...
Kh Line
PS. Det med at afprøve grænser? Er det egentlig ikke meget fedt, så vi forældre lærer at slippe al bestemmelsen. Det er vel lige så meget det det handler om som at de skal "lære hvem der bestemmer" ;O)
Har tre drenge der kun vil gå i blødt tøj og helst med bare tæer. Og åben vinterjakke. Det får de lov til (indenfor),også selvom jeg går rundt og fryser og tænker at det ikke kan være rart. Men jeg er ikke dem. Og Det betyder vildt meget for dem - de har det simpelthen ikke behageligt med stift eller kradsende tøj og de afskyr sokker. Det vælger jeg at respektere. Det er vigtigt at kunne mærke sig selv og at kunne sige fra over for ting der ikke er rare. Og selvom de er på bare fødder året rundt inden døre og kun sjældent lyner deres jakker bliver de altså ekstremt sjældent syge. jeg vælger at stole på at de lukker jakken eller tager strømper på hvis kulden bliver for meget - og det hænder da også. Jeg har måttet sige til deres pædagoger at de ikke skal tvinge dem til at lyne jakken- jeg vil hellere have at de bliver våde og kolde end at de bliver tvunget til noget der byder dem så stærkt imod. Tror der er mere konstruktiv læring i det første - så ved de hvordan det er at fryse og lyner måske jakken selv næste gang. og vi kan have en fornuftig snak om hvordan det føles at fryse og hvorfor det kan være en god ide at lyne jakken. De gør det jo ikke for at provokere eller i trods. Og det lyder heller ikke til at være tilfældet med din søn.
Jeg synes på ingen måder du er galt på den. Tværtimod! Jeg synes du er super cool, i kontakt med dine børns behov og viser et stort nærvær og respekt for deres behov, som jeg synes du skal lytte til - jeg synes der er stor forskel på at være eftergivende i sammenhænge som handler om at man ikke orker en relevant konflikt og at finde måder at få tingene til at fungere på til stor glæde og med respekt for børnenes individuelle behov og grænser.
Tak hvor er I søde. Har skrevet en lidt længere opfølgning ovenfor.
Øv en kedelig oplevelse. Jeg kender alt for godt den mavepine, man får, når man ikke har været der under en krise. Det gode er, at ens barn lærer at også andre kan have konflikter med dem og at også der kan man blive god igen :)
Mht. flyverdragten er jeg uenig. I deres alder aner de ikke, hvad der er godt for dem. Det er vinter og fugtigt og en time på legepladsen kan give ret alvorlige problemer, hvis man ikke er klædt ordentligt på. For mig svarer det til, at barnet selv må bestemme om det vil tage penicillin for en halsbetændelse. Det synes jeg ikke handler om at være selvstændig og vide, hvad man har brug for, men at børn bare vælger det der smager bedst, føles bedst osv. Det bløde tøj synes jeg derimod er en anden boldgade og et perfekt sted at lære børn at mærke, hvad de kan lide.
Jeg synes pædagogerne har gjort det rigtige. Det er deres ansvar, at han ikke bliver syg i vuggestuen og hvis du ellers generelt har tillid til dem, tror jeg godt du kan antage, at de har været omkring ham under hans raserianfald.
Men du kan jo evt. høre dem, hvordan de taklede det, så du har ro i sjælen en anden gang. Om man skal ringes op hvis barnet har et langvarigt raseri anfald må være en smagssag. Men hvis barnet får nys om, at det foregår sådan er det da en nem måde at lave splitting på.
Igen synes jeg, det kommer an på, om du har tillid til vuggestuen generelt.
Held og lykke med det :)
Kh Madre
Madre - Jeg har stor tillid til vuggestuen generelt og især den pædagog som jeg også dagen efter havde dialog med omkring oplevelsen. Efterfølgende og
efter at have spurgt ind til problemet synes jeg det blev taklet yderst professionelt og har intet problem med det. En sådan besked en torsdag eftermiddag klokken 5 kan ofte lyde anderledes end oplevet, så snakken dagen efter var helt på sin plads ellers havde jeg nok stadig haft det dårligt med den oplevelse.
Jeg er slet ikke enig i din sammenligning med penicillin. For mig er blødt tøj og flyverdragt en og samme sag. Løsningen blev at han fremover får vinterjakke og fleecbukser og regnbukser på - afhængig af vejret selvfølgelig, for har ER en varm dreng, der ikke kan klare at have for meget tøj på. Løsningen med jakke og regnbukser+fleecebukser er fuldt på højde med flyverdragt, så lige i det tilfælde kan jeg ikke se en forskel, ud over den drengen oplever.
Send en kommentar