Første gang sut for allersidste gang

De der 'første gange' trykker altså på tårerkanalerne hos mig. Sådan er det bare. Og i dag var ingen undtagelse. I dag var mine børn indkaldt til deres første tandlægebesøg. Så i morges drog vi afsted til den store skole hvor de store børn går. Vi kom midt i et frikvarter, så hele skolegården var fyldt af larmende børn i alle aldre. Carl bemærkede at nogen af dem løb ud. Altså ud af skolegården. Det er jo ellers ikke noget han er vant til fra den vuggestue han kommer fra! Vi skulle igennem noget af virvaret for at komme til tandlægen og jeg kunne godt mærke at det var lidt grænseoverskridende for dem begge. I dét vi stod foran døren og skulle ind, ringede klokken og vi var nær blevet løbet over ende. Vi måtte springe for livet og var alle lettere forskrækket over oplevelsen bagefter. Sjældent har jeg oplevet en flok børn med sådan en fart på. Og i forhold til mine to bitte små, var de jo kæmper!

I alt virakket havde Ingrid troligt holdt sin lille pose med alle sine sutter i hånden og da vi endelig nåede frem til tandlægen, overrakte hun stolt posen. Bagefter kom hun op i den store stol, som så helt kolonorm ud med min lille pige på. Så fik hun lov at køre op helt langsomt og så lidt tilbage. Helt tryg ved situationen var hun og åbnede munden, som om hun havde prøvet det mange gange før. Hun var så dygtig til det hele at jeg fik helt tårer i øjnene. Der sad hun. Min lille store pige. Så lille bitte i den store stol og så alligevel så stor at hun bare kunne finde ud af det hele. Det med sutterne der blev afleveret var kommet som lidt af en overraskelse, og derfor lidt af en overvældende oplevelse som bare gjorde bare det hele endnu mere rørende.

Carls tur i stolen forløb mindre uproblematisk. Han nægtede simpelthen at åbne munden. Efterfølgende er jeg kommet til at tænke på at det måske hang sammen med en frygt for at tandlægen skulle kræve hans sutter til gengæld. Den havde jeg ikke lige tænkt til ende. Han havde ellers proklameret hjemmefra at han IKKE havde i sinde at aflevere sine sutter nogen som helst steder. Faktisk aldrig nogen sinde. Så  det at Ingrid gerne ville, havde jeg ikke set som noget problem i forhold til ham. Men det var det så.

Hele dagen har været uden sut for Ingrids vedkommende – hvilket slet ikke er så overraskende, for hun plejer normalt ikke at bruge sut i løbet af dagen, lige bortset fra middagsluren, som efter sigende vist nok også var forløbet uden problemer. Men da hun så skulle i seng ...

Sjældent har jeg set hende så ulykkelig. Da det gik op for hende at hun ikke skulle have sin sut med i seng, brød hun helt sammen og det var helt ægte tabsgråd. Ingen tvivl om det. Av av av! Selvom hele dagen var forløbet helt uden sut på noget tidspunkt og hun stolt havde fortalt om tandlægebesøget i vuggestuen, så var det med ikke at få en sut med i seng, alligevel lige et nummer for grænseoverskridende! Så til sidst måtte vi finde reservesutten frem fra skabet. Heldigvis var den lyserød! Og da hun fik den overdraget, var hun så opløst af gråd at hun bare sad og krammede sutten i hånden og græd videre. Lille pus altså. Der fik jeg alligevel overvurderet hende. Min lille store pige.

Aftalen blev at vi alle tager en tur til Bakken omkring børnenes fødselsdag og begge afleverer deres sutter til Pjerrot. Det snakkede vi om allerede sidst vi var der. Det var vist en gang i august og Ingrid har siden ind imellem nævnt det der med at Pjerrot skulle have hendes sutter. De var begge helt overbevist om at Pjerrot vil give dem en stor ballon til gengæld. Carls skal være blå oplyste han, og Ingrids skal have lyserøde bamser. Altså hvor de får det fra, jeg aner det ikke! Men det må vi så se om vi ikke kan finde ud af at få arrangeret. Om Carl er klar til den tid, er jeg dog meget i tvivl om. Men det kunne være rart, for han har et næsten sygeligt forhold til sine sutter.

Tiden omkring deres fødselsdag falder desuden sammen med børnehavestart, som jeg tænker ville være en god anledning til at få sutten smidt. Måske det er for overvældende i starten, men så snart de er faldet til og indset at de nu skal til at være store børn som går i vuggestue, tænker jeg at det ville være en naturlig overgang. Ingrid går allerede ret meget op i det med at hun er en stor pige og vil rigtig gerne snart i børnehave. Jeg er lidt bange for om vi måske er begyndt at snakke om det med børnehave for tidligt, for der er immervæk stadig tre måneder til. Det er lang tid at gå og vente. Jeg håber af hele mit hjerte at vi har valgt den rigtige børnehave til dem og at overgangen ikke bliver for overvældende.

I første omgang går de stadig i vuggestue og jeg prøver så bare at nyde den sidste tid der så godt jeg kan, for den kommer jeg til at savne. Pludselig bliver mine to små børn så store!