Elisabethtid

Det er lige nu og jeg fornemmer at den påvirker mig mere end jeg har været klar over. Hendes liv og hendes tid, som er lige nu, har ligget og ulmet siden hendes fødselsdag og har påvirket i det stille. Nu da vi har passeret halvdelen af hendes levetid, kan jeg godt mærke at hendes dødsdag rykker nærmere med hastige skridt.

Der har været flere episoder de sidste par dage, som har taget mig tilbage i tiden. Steder som jeg har besøgt og som jeg på forunderlig vis har haft en fornemmelse af, helt tilfældigt og ubemærket, er nogen jeg har opsøgt uden at vide hvorfor før det bagefter har slået mig. Så jeg måtte tilbage og finde hendes dagbog frem for at finde ud af hvad der lå i disse mulige sammenfald. Derfor har jeg siddet og bladret lidt og læst om hvad vi lavede lige præcis i disse dage for 5 år siden.

Klumpen i halsen er ikke til at tage fejl af. Dagen i dag, fandt jeg ud af, var den dag som var vendepunktet. Det var den dag hvor min lille pige græd så hjertenskærende og hvor absolut intet hjalp, før vi tog turen til GN, hvor vi fik noget beroligende til hende. Det var rart endelig at kunne gøre noget for hende, men samtidig vidste vi jo godt hvad det betød. Fra den dag af, sov hun mere eller mindre det meste af tiden, bedøvet af en morfinrus. Det var det store vendepunktet og den dag hvor det for alvor gik op for mig at jeg sad med et lille døende barn i mine arme. Resten af tiden var allermest ventetid og føj hvor var det forbandet og hvor jeg dog den dag i dag slet ikke fatter at vi skulle igennem hvad vi skulle og at vi var så meget overladt til os selv som vi var. Det var midt i sommerferietiden og pludselig var vores læge og vores faste sygeplejerske på ferie og vi overladt til nogen tilfældige sygeplejersker og den læge der nu tilfældigvis var på arbejde. Det kom til at føles som vi stort set var overladt til os selv.

I min bladren i Elisabeths dagbog fra den gang, fandt jeg desduen ud af at der ikke helt var sammenfald med hvad vi lavede den gang og nu, men alligevel så tæt på at det giver lidt kuldegysninger. I dag hentede jeg børnene fra vuggestue i klapvognen og i stedet for at gå fortorvsvejen hjem, drejede vi ind på kirkegården. Efter Carls ønske gik vi ikke bare igennem, men indenom hos Elisabeth for lige at hilse på. Der lå et langt græsstrå, som Carl fik med hjem og Ingrid fik en lavendel fra lavendelbusken og så kørte vi ned over blomsterengen og ned til blomsterdalen til lige præcis det sted jeg i går, for præcis 5 år siden, så for første gang. Den gang med en sovende Elisabeth i barnevogn. Det gibbede i mig da det gik op for mig at jeg gik lige præcis det samme sted som den gang – den gang var det mit første møde med stedet - i dag er jeg hjemmevandt, som var jeg vokset op det sted. Jeg holder virkelig meget af det. Jeg tror det i første omgang er fordi det minder mig så meget om min barndoms somre og så fordi det er et sted som jeg i den grad forbinder med Elisabeth. Jeg kan huske at jeg den gang, jeg var der første gang, tænkte hvor vidunderligt et sted det var og hvor forbandet det var at min datter aldrig skulle opleve at løbe igennem det høje græs. I dag gik jeg der så igen – dagen efter den dag for 5 år siden – med to sprællevende børn i firspring over engen. Det gjorde ekstra indtryk og et lille sug i maven godt blandet med en hel del glædesbobler.

I går oplevede jeg også et sammenfald, skønt det heller ikke lige var på selve dagen, men dog alligevel tæt på. I går blev børnene hentet i bil og mit helt tilfældige indfald var en afstikker til Vedbæk stand for at købe is. Da vi kom derop, havde jeg lidt svært ved at takle situationen. Lige præcis samme tur til Vedbæk strand, var en som vi tog en af de sidste dage af Elisabeths liv. Den gang havde vi brug for lidt frisk havluft og besluttede at tage hende med ud i det blå, selvom hun var så syg og afkræftet at det måske egentlig var ret skørt. Men vi havde brug for luftforandringen og for at gøre ting sammen med hende, for at skabe minder om tiden sammen. Så vi tog af sted. Pludselig stod jeg der så igen, med mine to levende børn og det var næsten mere end jeg magtede. Ikke på grund af børnene – de var fantastiske – det var mere det at det var første gang jeg var der med de her to børn og så tilmed uden deres far. Det føltes helt forkert. Dette første besøg med børn siden den gang, var noget vi skulle have gjort sammen. Sådan blev det så ikke lige til i denne omgang. Til gengæld formåede børnene at gøre det til deres tur. Hold da op hvor har jeg dog nogen fantastiske unger der forstår at rede enhver situation bare ved deres blotte tilstedværelse og elskelige personligheder.

Men altså, det er i sandhed Elisabeth-tid lige nu. På godt og ondt. Nok mest ondt. For savnet gnaver og det eneste gode jeg lige umiddelbart kan komme på at sige om det er, at mine to levende børn tager del på den absolut bedste måde.