Små hvide sommerfuglevingeslag

Tiden lige nu er fyldt af dansende små hvide sommerfugle. Både her og der. Det er slet ikke til at tage fejl af. Dagen hvor Elisabeth svævede afsted er lige om hjørnet. I går fik hun fuld opmærksomhed. Det var rart. Rart at være der igen. Sådan rigtigt. I tresomhed. Noget jeg i den grad har savnet. Hun får ikke altid den opmærksomhed som tidligere og som jeg ind imellem stadig har et stort behov for. For det meste bliver det til små korte besøg enten alene på vej til noget andet, eller sammen med mine to levende børn og skønt det er en glæde at dele Elisabeth med dem, så er tiden alene sammen, bare noget andet.

I går blev Ingrid og Carl sendt i endagsvuggestue hos moster, så vi kunne nyde en velfortjent bytur med indlagt frokost og besøg hos vores første datter. Kan slet ikke huske hvornår det sidst er sket. Øj, det blev nydt – både af dem og os. Jeg tror jeg til daglig har svært ved at søge den slags hjælp. Det ville ellers helt sikkert være godt for alle parter at gøre noget oftere, men måske hænger det sammen med sådan en underliggende dårlig samvittighed overfor ... ja jeg ved ikke rigtig hvad. Noget med ikke at kunne tage sig af sine egne børn selv for tilgengæld at bruge tid på sig selv. Lige siden jeg ofrede hvad jeg kunne af mit liv til Elisabeth, har jeg haft svært ved ikke altid at være der for mine børn har de haft brug for mig. Også selvom det nogen gange blive på bekostning af mig.

I dag dumpede medlemsbladet 'Stjernen' ind af døren. Temaet denne gang var 'At miste et levendefødt barn'. Det rør altid meget i mig at læse andres historier, men det rørte nok i særlig grad noget dybtfølt og meget hudløst denne gang. Der blev åbnet til en direkte adgang til et sted som er ekstra sårbart i denne tid. Med ét var jeg tilbage i min egen sorg og hele forløbet med Elisabeth, vores fortvivlelse, vores valg og i det hele taget helt umenneskelige situation. 'Jeg ville ikke have det været foruden', syntes at være en udtalelse som gik igen hos flere. Det ville jeg heller ikke. Ikke for noget i verden. Jeg er lykkelig for den stund. Den lille stump af et liv, som jeg fik lov at leve og opleve. Det var så intenst og så svulmende i sin kærlighed at jeg til tider kan blive helt forlegen overfor mine to andre børn. Inderst inde ved jeg jo godt at jeg ikke elsker dem mindre, men når et helt livs kærlighed bliver koncentreret ned til 6 uger, så kan det næsten godt føles som om at kærligheden nu, slet ikke kan stå mål med kærligheden den gang.

Tiden for 5 år siden, føles ind imellem næsten som var det et andet liv. Det er så langt væk og alligevel så tæt på. Når sommerfuglene danser er linjen til dengang kort. Og når Ingrid henrykt danser rundt efter de små hvide sommerfugle ude i haven, så fornemmer jeg en samhørighed, som ikke er til at tage fejl af.

På fredag fløj min lille store pige afsted. Her 5 år efter flyver hun stadig og rør mig så blidt med sine vingeslag, som kun en lille pige på hvide vinger kan.