I aften er jeg stille. Jeg er træt og en hel del eftertænksom. Jeg fik alt for lidt søvn i nat på gund af urolig dreng, der til sidst endte med at stå op klokken 4.30!!! Det er altså for tidligt, og det selv med et efterslæb efter den der vintertidsomstilling. De har været tidligt på færde, hele denne uge, begge to, men hvad der lige skete i morges ved jeg ikke. At både Carl og jeg begge kom for tidligt op, er der vist ingen tvivl om. Han har været ude af sig selv det meste af dagen ovenpå den start og for mit vedkommende begynder det for alvor at slå nu.
Ud over søvnmangel kan jeg mærke at jeg lige så stille er ved at forberede mig på Mindegudstjenesten i morgen. Jeg har kun været med to gange tidligere. Første gang var samme år Elisabeth døde og anden gang sidste år. Begge gange har det været en gribende oplevelse. Første år fordi hendes død i den grad sad i kroppen på mig og sidste år fordi Elisabeths små søskende var med. At høre hendes navn blive læst op gav mig en pludselig følelse af at vi var en familie på fem. Sådan som det burde have været.
Jeg glæder mig til i morgen. Stemningen, og alt det der følger med at følelser, rykker tættere på. Det passer mig fint. Jeg trænger faktisk lidt til at blive rørt og komme lidt tættere på – igen. Lige nu må jeg vist bare i seng for at indhente lidt af det tabte.
lørdag, november 06, 2010
Stille
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Kære Sofie.. Mange tanker til dig og dine på denne særlige dag. Jeg tænder et lys for Elisabeth. Jeg blev ramt og rørt af dit indlæg igår, jeg er selv mor til en lille engel Vera der ville have været blevet 8 mdr. idag. Hun var i verden i knap 3 mdr.men var for syg til at komme med hjem. Tak for din blog, jeg nyder at følge med..
Mange tanker Mette
Det var godt at se dig idag, og hyggeligt også at få hilst på din familie.
Det er helt specielt, sådan at få lov at "være sammen med" sit barn den ene gang om året. Jeg er glad for traditionen, og ikke mindst gensynets glæde om formiddagen.
Varme hilsner
Susanne
Hej Sofie
Det var rigtig dejligt at se jer igår og få mødt tvillingerne på nærmeste hold :-) Jeg hæfter mig ved dine ord på bloggen: I skulle have været fem, ikke fire.
Krammer fra Stine (Rosa og Frejs mor)
Jeg håber at det var den oplevelse, som du havde håbet på og trængte til. Kram
FruHansen – Kære du. Har lige siddet og læst lidt tilbage i din blog. Din historie og lille Vera har rørt mig dybt. Detaljen om at hun fik kramper kort tid efter fødslen siger mig at hun måske har en del tilfælles med Elisabeth, men jeg kunne selvfølgelig tage fejl? En ting er sikkert, hun har vækket min nysgerighed. Tak for din søde hilsen.
Susanne – Tak i lige måde. Helt enig, en rigtig god tradition.
Stine – Hvor var det også dejligt at se jer igen.
Ønske – Det blev det og det var godt.
Send en kommentar