Længe leve de døde

Mindegudstjenesten i søndags i Vor Frue Kirke var rørende. Og det selvom vi kom sådan ca halvvejs inde i seancen fordi børnene lige skulle vågne fra deres middagslur. Stemningen var der og måske var det det der overvældede Ingrid og Carl i sådan en grad at vi lige måtte kramme lidt og bare være helt stille sammen lige efter at være trådt ind i kirken. Vi nåede ikke længere end til midtergangen. Så der sad vi så. Midt i det hele. Jeg med næsen boret dybt ind i hovedbunden på begge mine unger og med armene i et vidt favnende hønemorskram. Det var tæt på at tårerne pressede sig på af taknemmelighed over at få lov. Lige der holdt jeg tre børn i mine arme.



Det er en overvældende oplevelse at være med til mindegudstjenesten i Vor Frue af flere årsager. Allermest fordi alle bænke i denne kæmpestore kirke altid er fyldte. Det er overvældende at tænke på at alle de mennesker sidder der er der af en og samme årsag.

I denne omgang var det desuden overvældende at få lov at sidde der med mine to levende børn. Det første år jeg var afsted generede alle de andres levende børn mig. Mest fordi det skabte uro og tog mit fokus fra hvad jeg var der for. Nu her efter jeg selv er så heldig at kunne tage levende børn med, forstår jeg til fulde hvorfor så mange vælger at gøre det. Jeg er glad for at der er et forum der i den grad åbner op for alle de levende for at mindes alle de døde. Det giver i hvert fald mig en ekstra dimension at få lov at mindes mit første barn sammen med mine levende børn.

Et par dage efter læste jeg en klumme med titlen 'Længe leve de døde' af sognepræst Poul Joachim Stender, hvor han med udgangspunkt i allehelgens søndag landet over, taler om vores forhold på døden – eller manglen på samme. Jeg hæftede mig især ved hans beskrivelse af at miste. Han skriver:

... Når man mister, går man itu som en kaffekop, der rammer et klinkegulv. Det, der var med til at holde en sammen som et helt menneske, var blandt andet den person, man måtte lægge i graven. Derfor er man i sin sorg sønderbrudt og må klinkes sammen igen. Det lykkes også for de fleste at blive hele igen og få et godt liv. Men man er blevet sat sammen på en anden måde en før. For eksempel har man fundet ud af , at der er en lækage i alting. I lykken er der pludselig en krakelering. Sygdom og ulykker – død kan når som helst sive ind til en. Men der er også en sprække i ulykken og sorgen. Når som helst kan lyset og glæden vende tilbage ...

Det synes jeg var fint skrevet og helt i tråd med mine oplevelser af det univers.