Det er meget sjældent at mine børn græder eller klæber sig til mig når jeg skal gå efter at have afleveret dem i vuggestuen om morgenen. Det sker, men det er så sjældent at jeg ikke kan huske hvornår det sidst skete. At aflevere mine børn et sted, som de så åbenlyst holder af, er tæt på at være en fornøjelse. I hvert fald giver det en rigtig god fornemmelse i maven, som jeg kan tage med mig resten af dagen.
I morges gik jeg med et billede af en storsmilende dreng, der sad ved det lille bord, klar til at synge, og vinkede og en pige der var så travlt optaget af sin leg at hun slet ikke ænsede at jeg gik, på nethinden. Snøft! Så ved jeg at de ikke behøver mig, men har travlt med at være i vuggestue. I hvert fald indtil jeg kommer igen i eftermiddag. Så er jeg heldigvis god nok igen.
Ind imellem kan jeg tage mig selv i at ønske bare en lille smule klæbning. Altså hvis de er så ligeglade med at jeg går, er det måske fordi de er gladere for vuggestuen end mig. Det er kun en tanke, for kunne jeg vælge, ville jeg jo helst gå fra en vinkende dreng og en pige så opslugt af sin leg at hun slet ikke har tid til at vinke.
onsdag, november 03, 2010
Hver ting til sin tid
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Næh, det er netop fordi du har trygge børn, at du kan aflevere dem på den måde- helt uden problemer!!!
Det er et sundhedstegn!!
Basta!
Jeg har tænkt de tanker, selvom vi jo slet ikke er nået så langt. Mit lille pus er jo kun 5 mdr. Men jeg ville også have ambivalente følelser omkring det. Vi vil jo helst være uundværlige for vores små, ik? Og at de trives ude i den store verden ude os... pyha, det minder om, at vi kun har dem til låns. Men dine børn beviser netop, at de slet ikke er i tvivl om, at du er der når de behøver dig. Jeg tror at det kræver mod, at opfostre selvstændige børn med masser af selvtillid og gå-på-mod, som er trygge i verden.
kender det godt lidt... Asbjørn har aldrig været Mor-syg, og nogle gange tænker jeg at han da godt måtte være det bare en lillebitte smule.. men det er han ikke. og heller ikke farsyg. så ja, det er en KÆMPE sundhedstegn, og der er ingen tvivl om at dine to lækre unger er super trygge. Det LYSER simpelthen ud af denne blog.
Dejligt bilelde fra Elisabeths grav. Det må være så svært at bære rundt på den sorg, du bærer på. Og samtidig skulle leve og være glad. Som du jo gør. Tanker til dg.
Helleq – Tror du har helt ret og det fortæller jeg da også mig selv.
Ønske – Tak det var meget smukke ord. Jeg ser det som min allerfornemste opgave som mor, netop at give mine børn tryghed og oceaner af kærlighed, da jeg tror det er det bedste fundament at putte i rygsækken på vej ud i verden. For det er jo det de er. På vej. De er knap født, men jeg fornemmer alligevel at det er den vej det går. Og skal gå.
Sechen – Asbjørn lyder som et barn der hviler rigtig godt i sig selv. Ellers tror jeg ikke på at man kan opføre sig sådan. Det kan kun betyde at vi har nogen dejligt trygge børn.
Med hensym til at leve videre efter Elisabeths død, så har jeg ikke meget af et valg. Altså livet går jo videre, så jeg skal leve med det på en eller anden måde. Nogen gange er det lettere end andre. Det sværste er egentlig hvis jeg har for travlt og ikke får givet hende plads. Hun er stadig en stor del af mit liv og vil altid være det.
Send en kommentar