Allesjælesdag

Jeg ville gerne have besøgt Elisabeth i søndags. Lige præcis sådanne dage mangler hun ekstra meget. Men lige i søndags fyldte livet og de levende, så der ikke var plads til andet. Det betød ikke at hun ikke var med mig i ånden. Hun var i hvert eneste stearinlys, lille som stort, der lyste – og det var ikke så få.

Til gengæld fik hun så besøg i går morges. Det er efterhånden blevet et fast mandagsritual for mig at køre forbi. Efter at have afleveret Ingrid og Carl i vuggestue, kører jeg ned forbi min lille store pige, tænder et lys, aer hendes små bitte fødder og er stille sammen med hende. Det er en god stund og et godt tidspunkt at besøge på. På det tidspunkt kan vi nemlig for det meste være helt alene sammen.

Jeg savner hende rigtig meget for tiden. Jeg går med sådan en underlig ubearbejdet klump i maven, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg stiller op med. Jeg kan mærke min sårbarhed i forhold til hende ligger lige under overfladen og der skal ikke meget til. Hun har heller ikke haft meget plads på det seneste og det er måske i virkeligheden det det handler om.