Det er snart 5 måneder siden at mine børn startede deres karriere som institutionsbørn. På godt og ondt. Mest godt, for de er virkelig glade for deres vuggestue. Med starten fulgte en opgave til forældrene om at lave en planche med billeder af familien, så børnene kunne have lidt med hjemmefra at kigge på. Nu er der snart gået et halvt år og jeg har stadig ikke fået klippet og klistret familieportrætterne sammen til en planche. De ligger der bare. Det er vildt for dårligt og synd for mine børn.
Jeg ved virkelig ikke hvad der holder mig tilbage. Undskyldningerne står i kø, men i bund og grund er der vel ingen af dem der holder i længden. Det er da bare med at komme i gang. En ting der har rodet godt og grundigt rundt i mit hoved har været om Elisabeth skulle med på planchen eller ej. Umiddelbart var min første tanke at Elisabeth selvfølgelig skulle med. Hun er jo deres søster og en stor del af familien.
Men en udtalelse fra en af pædagogerne fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. Jeg husker den ikke ordret, men essensen var noget med at Elisabeth hører til derhjemme og ikke i vuggestuen. Først blev jeg vildt såret og følte at jeg igen var løbet ind i den der mur af ikke-forståelse i forhold til Elisabeth. Men efter lidt betænkningstid kom jeg selv frem til at denne planche vel i bund og grund kun burde repræsentere de levende familiemedlemmer for at give mening, for det er jo dem de kan relatere til lige nu og her. Den skulle indeholde den nære familie; forældre, onkler, tanter, kusiner, fætre og bedsteforældre.
Men så lige i forhold til det sidste blev jeg igen usikker, for hvad så med deres farfar Grampy? Måske hører han også kun til herhjemme? Hvis det giver mening at Elisabeth ikke skal med på planchen, skal han vel heller ikke? Han døde 2 dage efter Ingrid og Carl kom til verden og vil derfor altid være en person de kun kommer til at kende gennem fortællinger og billeder, helt ligesom Elisabeth.
Med fare for at nogen synes jeg er vildt patetisk, så har det været noget af en overvindelse at udstille min dårlige samvittighed på den her måde. Men noget skulle der ske, for jeg synes nemlig tingene flyder lidt for mig for tiden og det vil jeg gerne ændre på. Så nu siger jeg det højt og håber derved at det kan ændre den dårlige karma jeg er havnet i, så mine børn kan få deres planche med i vuggestue, så de også kan pege på deres familie ligesom alle de andre børn kan.
tirsdag, september 28, 2010
Familieportræt
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Hm, jeg har ikke medtaget afdøde familiemedlemmer på mine børns familieplancher (har 3 børn, som alle har haft familieplancher i deres vuggestuer og børnehaver). Deres farmor er fx død - men det er jo kun deres far og mig, der har en relation til hende, ikke dem som derfor har hun ikke været med på billederne i børneinstitutionerne. Jeg har tænkt, at det mere ville være mit og deres fars behov end deres. Vi fortæller dem jo om hende herhjemme, vi har været på hendes grav, de har set billeder - men nogen relation har de jo ikke og nåede desværre heller ikke at få det. Men for mig giver det god mening kun at medtage de nærmeste, levende relationer - de personer, der kender og har deres egen historie med og som de selv kan fortælle selvoplevede historier om.
Men kan godt forstå, at det har trukket ud at få lavet de plancher. For dig må det føles helt forkert at lave familieplancher til dine børn uden Elisabeth.
/line
Den er sørme svær. Jeg føler det også umiddelbart sårende, hvis nogen på mine vegne vælger (døde) Laurits fra. Nu er det selvfølgelig på Ingrid og Carls vegne, men alligevel.
Du er faktisk den person, der for nogle år siden åbnede mine øjne for, at det godt kan være rigtigt engang imellem at sige; "nej, jeg har ingen børn" (altså før Carl og Ingrid). Som du sagde, så er Elisabeth her jo ikke på den måde hun burde være her. Det er ikke fordi jeg mener, at man SKAL kunne sige sådan, men det hjalp faktisk mig i mange situationer, for så kunne jeg sige nej udadtil og undgå mærkelige situationer, men IKKE sige nej indadtil.
Måske er det logisk nok, at man tager dem med, der fysisk er der i live på sådan en plance. Hvis nogen spørger mig lige nu, om jeg har nogen bedsteforældre, så siger jeg jo også, at jeg kun har en farmor, for hun er den eneste levende. At min mormor f.eks. er med mig næsten dagligt via ting jeg har arvet er en anden sag.
Jeg forstår godt der er en forhindring ved den plance, men ja... måske skal du bare kaste dig ud i det.
PS Skønt havebillede af Ingrid og Carl!
Kære Sofie.
Kan sørme godt forstå den tænke proces trækker ud. Men ved du hvad - du skal gøre hvad der føles rigtig for dig og Kevin - om pædagogerne syntes det er en god idé eller ej er fløjtende ligegyldigt.
Vi mangler jo desværre begge bedstefædre, og de har aldrig været med på plancherne til vuggestuen. Tilgengæld har de altid været i de fotoalbum ungerne har fået fra fødslen, og er en fin del af deres historie.
Men det er nu noget andet med Elisabeth syntes jeg............
Håber mavefornemmelsen guider dig den vej der er rigtigt for Jer.
Kram
Susanne B
Åh, jeg kan godt huske den planche - og hvor mange tanker og diskussioner den affødte herhjemme.
På Rajas planche var India ikke med. Men der var faktisk et billede af tante Anna der sad på Indias røde bænk, bare fordi det var et godt billede af hende.
På Rajas planche var der ikke billeder af alle der sådan var i bio-relation til hende indefor x led. Vi valgte at sætte dem på planchen som vi vidste ville komme i institutionen. Der var derforikke billeder af alle hendes mostre, onkler eller bedsteforældre. Men kun dem der henter hende og kommer i institutionen. Blandt andet en af mine veninder også.
Altså, jeg er lidt hardcore. Raja startede da hun var knap 1½ og jeg følte ikke at hun da hun var så lille havde tætte bånd til ret mange mennesker. Så istedet for at putte alle på plancen, satte vi de 5 mennesker på planchen som hun var mest knyttet til.
Hvad med at sætte en lille sommerfugl i hjørnet af planchen. Måske når Ingrid og Carl er 2 år og 11 måneder de selv ved hvem den der somemrfugl er ;O)
I Rajas børnehave ved de godt at vi mistede en datter før hun blev født. Og Raja taler selv om India. Men hvis Raja selv blev bedt om at lave en planche nu, med hendes familie - så ville den nok indeholde Thor, jeg, Sibille hende selv og mormor. Ingen India... Men måske hun havde været med for to måneder siden, da Raja talte om hende konstant i 2 uger. Min erfaring er at India er sporadisk i hendes bevidsthed, i perioder. Det er den kæmpestore forskel på hendes forhold til hendes levende lillesøster og døde storesøster. Sibille gør krav på Rajas opmærksomhed dagligt. India får den når Rajas tanker lige falder på hende og på "død" (når fx der ligger en død mus i haven). Og alle de der bekynringer og spekulationer om Rajas forhold til India - de er gjort til skamme. For det styrer sig selv. Raja styrer det selv.
Jeg mener faktisk at alt det børnene bringer med i vuggestue og børnehave i "den mentale rygsæk" hører til der. Så når Ingrid og Carl begynder at tale om Elisabeth, så håber jeg satme at hende pædagogen mener det hører sig til i deres vuggestue!
Kh Line
Jeg har også haft rigtig mange overvejelser i forhold til om Klemens skulle med på Konrads planche - som vi også først fik afleveret for to dage siden med megen dårlig samvittighed.... Klemens er med - for jeg synes det er vigtigt, at Konrad på sigt ikke skal konfronteres med pædagoger, der ikke tror på, at han har en storebror - for det har han. Han er ikke så bevidst om det endnu, men Klemens hænger på væggen og vi besøger ham tit på Assistensen - så det ville være mærkelig hvis han ikke var med. På planchen har vi valgt et af de billeder Konrad kender fra vores stue. Tvillingerne er også med i form af et mavebillede for dem er vi jo også igang med at forberede ham på kommer...
Valget er dog helt sikkert jeres - ikke en pædagogs- eller alle os her på bloggen med vores velmenende kommentare - i den slags situationer tror jeg, at den eneste vej er at følge sin mavefornemmelse - men gud hvor kan jeg sætte mig ind i hvorfor plancheprocessen har trukket ud!
KH Stine
Mærk efter Sofie, og gør som du har lyst til.
Jeg kan faktisk ikke huske, om Mie var med på Jakobs hus i børnehaven. Jeg kan da også mærke, at Jonas har haft et helt andet forhold til det, ganske enkelt fordi han kom bagefter. Han nægtede hårdnakket, at Mie var hans søster. Han havde jo allerede Sara. Senere har han selvfølgelig forstået sammenhængen. Det har givet anledning til mange snakke og små spøjse bemærkninger.
Kan du ikke sætte Elisabeth øverst på en lille sky?
Hold nu op hvor er I fantastiske alle sammen!!
Line – Tror du har fat i essensen. Det er nemlig grundlæggende helt forkert at Elisabeth ikke er med på den planche. Hun skulle jo have været med, ligesom Ingrid og Carl skulle have med på hendes i børnehaven.
Frandsen – Tak, Heidi. Det var en sød påmindelse. Og så har du så evigt ret, jeg skal da bare kaste mig ud af det.
Susanne B – Det er helt rigtig vigtigt at gøre hvad der føles rigtigt for en selv uden at tænke på hvad andre burde mene. Jeg øver mig. Nogen gange er jeg rigtig god til det.
Line – God idé med sommerfuglen i hjørnet. Det er sådan jeg altid har fået hende med når jeg har underskrevet breve skrevet i hånden. Selvfølgelig skal hun da med som en lille hvid sommerfugl. :-)
Stine – Synes det er rigtig fint at I har valgt at tage ham Klemens med. Han er jo en stor del af hans liv og bliver det endnu mere frem over.
Susanne – Forstår ham egentlig godt. Det må da ind imellem også være en svær position at have, sådan at komme efter den søster der døde. På en måde kan man vel nærmest komme til at føle sig sådan lidt udenfor, hvis du forstår? Alle I andre har jo kendt Mie. Bare ikke Jonas.
Anomym – Bestemt en overvejelse værd.
Send en kommentar