Prøv at sige som en sæl ...
Jeg vil mene at de bestod. De syntes faktisk om det. Jeg var i tvivl om de eventuelt stadig var lidt for små til sådanne overvældende oplevelser og om det ville virke for skræmmende. Men Carl har en indbygget wow-effekt i sig ligemeget om det gælder døde dyr eller maskiner – og wow var der nok af – mens Ingrid har en lidt mere underspillet og tilbageholden attitude, som man bestemt ikke skal lade sig snyde af, bare fordi Carl har store armbevægelser. Hun var helt klart imponeret og syntes især klappedyrende (inklusive skeletter) var virkelig spændende og blev så glad for den pink hoppebold med en fortidsøgle som hun selv fandt i museumsbutikken og fik lov at få med hjem. Så jeg vil vove at påstå at det endte med endnu en stor museumssucces.
Jeg har glædet mig til øjeblikke som dette, for som proklameret allerede dengang for halvandet år siden, hvor de stadig lå trygt og godt inde bag midt spændte maveskind, så venter der mange flere oplevelser af den kaliber ude i horisonten. Jeg håber de fortsætter med at være lige så begejstrede som deres mor er ved tanken.
mandag, september 27, 2010
Blandt fjer og andre sælsomheder
af
Maomis
kl.
09.37
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







2 kommentarer:
Sikke I kommer på tur - hvor skønt!
Ja, det er virkelig skønt. Jeg bliver bare helt i tvivl om de er gamle nok til at få noget ud af det eller om jeg i min iver efter at indhente alt det jeg har drømt om i så mange år, prøver at presse for meget og for svære ting ting ned over dem. Jeg håber det ikke.
Send en kommentar