Elisabeths sommer endte i går. Den 22. juli er en skæringsdag. Det var det den gang og det er det stadig på flere måder. Ikke bare var det en skæringsdag for mig som mor – den ene dag var jeg mor til et levende barn jeg skulle tage mig af og passe på, den næste var jeg mor til et dødt barn og vidste næsten ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv – alt omkring mig forandrede sig også. Det var som om den forandring jeg følte nærmest udmøntede sig helt ud i atmosfæren og betød at selv vejret ændrede karakter. For mig var det et helt tydeligt og håndgribeligt bevis på forandring.
Elisabeths sommer var varm og tør, helt ligesom den har været det i år. Vi havde haft en kold maj, men da Elisabeth blev født blev det for alvor sommer og den varede, stort set uændret, indtil den dag hun døde. Derefter var det som om alle de tårer som jeg havde holdt tilbage i den tid hun levede, kom væltende sammen med regnen. Som om verden havde holdt sine tårerne tilbage sammen med mig. Selvfølgelig kom der nogen tårer under vejs, men det var ikke mange. Mens hun levede var det livet og glæden der var i fokus.
Den 23. juli 2006 (altså dagen efter hun døde) skrev jeg blandt andet sådan her i min dagborg til Elisabeth:
... Her til aften begyndte det at regne og tordne. Det regnede som jeg sjældent har set det regne før. Jeg tror solen har skinnet i al den tid du har været her, men nu regnede det. Det er som om hele verden græder med os. Vi stod i mørket oppe på dit værelse og så på alle lynene. Far spurgte hvordan regnvejrssangen lød og så sang jeg Bamses regnvejrssang "Når regnen regner oppe på taget ..." for dig. Den fik jeg aldrig sunget for dig da du levede, for jeg tror ikke vi har haft en eneste regnvejrsdag i al den tid.
Den sommer mærkede jeg i den grad vejret. Det var nærmest som om mit sind var ekstra modtagelig alt hvad der kunne minde om ikke-tilfældigheder. Rigtig meget fik på underligvis en særlig betydning og ting blev kædet sammen fuldstændig som var der en dybere mening bag alt hvad vi foretog os. Det var ikke kun vejret som fik betydning, det var alt lige fra valg af gravsted, farven på kisten, dekorationen på urnen, blomsterne, sovedyret til den bog jeg læste for hende om aftenen.
Nogen af de ting der skete i den uge fra hun døde til urnen kom i jorden, har jeg tænkt mig at skrive lidt om her de følgende dage, hvis ellers tiden tillader det.
fredag, juli 23, 2010
Tilfældige betydeligheder
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Jeg tror, at langt de fleste som har mistet et menneske som de elskede rigtig højt, vil kunne nikke genkendende til det du skriver om, at de forskellige handlinger og fænomener pludselig får en særlig betydning. Mange ting forekommer pludseligt symbolske.
Jeg mistede for 8 år siden min Far, han blev kun 55 år.Han døde en smuk sommernat. Jeg husker stadig den smukke morgen. Et halvt år efter hans død, blev jeg 30 år. Det var i januar. Jeg forberedte min fest hjemme hos min mor, da festen skulle holdes i nærheden. Da jeg kommer ud af døren, har det sneet og der er ikke et eneste fodspor i sneen. Men lige udenfor døren til mine forældres hjem (mit barndomshjem) er der et område hvor sneen er smeltet, - det område danner det fineste hjerte! Lige nedenfor hjertet er der et lille rundt område hvor sneen ligeledes er smeltet. For mig var der ingen tvivl, -hjertet var et tillykke fra min Far og den lille fine fine cirkel symboliserede den lille dreng jeg bar på. Jeg var nemlig gravid, - tre måneder henne med min første fødte. Jeg nåede jo aldrig at fortælle min Far at han skulle være morfar, men jeg er da ikke i tvivl om, at han godt vidste det! Det var jo det han ville fortælle mig...
Jeg tog naturligvis et billede af hjertet og den lille cirkel og idag er det et af de kæreste billeder jeg har.
Jeg tror ikke, at det er tilfældigheder når vi får sådanne oplevelser. Måske er mennesker der bærer på en sorg, stor som lille, ny som gammel, bare mere åben for, at livet og Verden ikke er sort/hvid. Vi har følt på egen krop, at livet er nuanceret og måske derfor, ser vi hvilke nuancer livet byder på, - også i form af symboler...?
Måske er det noget sludder jeg får skrevet, men under alle omstændigheder har jeg lyst til - måske ligefrem brug for - at skrive til dig, at dine indlæg om jeres Sommerfuglepige er ubeskriveligt smukke. Dit forrige indlæg fik mig til at tænke på hvor paradoksalt det er, at så ubærlig en oplevelser det må være, at miste sit barn, kan beskrives så smukt..
Jeg føler mig beæret over, at få lov til at læse dine fine indlæg og jeg lover at læse dem med stor respekt for jeres Sommerfuglepige...
Kærligst, Karina
Jeg havde en masse at skrive, men faldt helt hen over Karinas smukke skriveri. Måske fordi min far lige nu har startet kampen mod kræften. Jeg kender ikke Karina, men blev helt revet med.
Nej - jeg sad og tænkte, at vi finder symbolerne og meningerne i ting, som måske bare var gledet forbi os, hvis vi ikke havde været i netop den situation.
Kort efter Mies død var jeg faldet om på sofaen midt på dagen. Da jeg vågnede og så ud af mine store stuevinder blev jeg mødt af en stor sky - formet præcis som Mies bamse inde ved siden af min seng. Den var så fin og så flot, så det var helt smertefuldt ikke at kunne nå den. Mon det var en hilsen??
Det er nok som du siger - Tilfældige betydeligheder
Karina – Hvor er det en fin historie om din far. Jeg er slet ikke i tvivl, selvfølgelig var det din far der ønskede tillykke og selvfølgelig kendte han til det lille bankende hjerte under dit. Egentlig tror jeg verden hele tiden er fyldt af alle sådanne små tegn og symboler som dette, men vi er normalt ikke ret gode til at se. Når man så ind imellem bliver kastet omkuld af livet, så bliver man sårbar men også mere modtagelig for alle disse ting. Ellers ved jeg ikke hvad det er. Jeg mærkede det i hvert fald tydeligt før og efter.
Susanne – Jeg er oprigtig ked af at høre om din far. Det er en hård tid du går i møde. Mange gode tanker.
Måske var bamsen en tilfældig betydelighed, men ikke desto mindre en betydelighed! Det er det jeg tror er så vigtigt. Som skrevet ovenfor tror jeg at tegnene og symbolerne hele tiden er der, det handler nok mest om at være vågen overfor dem og se dem. Selvfølgelig var bamsen i himlen da en hilsen.
Send en kommentar