Og så gik jeg i stå ...

Jeg vil stadig rigtig gerne det der blog-noget, men prioriteterne, og dermed tiden, er ikke rigtig til det i øjeblikket. Det må jeg vist bare sande og acceptere og ikke forsøge det umulige, for det ender bare med stress eller noget i den retning.

For eksempel var min intention at jeg, fra den 22. til den 27., ville beskrive dagene, som de tog sig ud, fra Elisabeths død til hendes bisættelse. Det nåede jeg så ikke lige. Nu har vi den 28. – altså dagen efter hendes bisættelse. Jeg har dog fået læst tilbage i hendes dagbog i de her dage og oplevet tiden lidt igen og det var vel i bund og grund det der var meningen, selvom jeg selvfølgelig gerne ville have delt med jer.

I sådan en situation, forsøger jeg at huske mig selv på, at bloggen stadig mest er for min egen skyld. Det skrev jeg vist noget om engang og det vil jeg gerne huske at holde fast i. Den skal skrives af lyst og ikke af pligt.

Så måske, måske ikke, kommer der mere om tiden omkring Elisabeths død og bisættelse. Elisabeth kommer der med garanti mere om. Hende bliver jeg nemlig aldrig færdig med. Det tror og håber jeg i hvert fald ikke. Der kommer nok til at gå længere og længere tid imellem, men tror at jeg også fremover vil have brug for, bare en gang imellem, at dykke ned i sorgen, savnet og kærligheden. Der nede mærkes livet nemlig for alvor og bagefter kommer jeg gerne tilbage med fornyet styrke og mod på livet. Meget har hun givet mig, hende min lille smukke sommerfuglepige.