Jeg har ikke tidligere gjort mig ret mange tanker om, hvor mange der egentlig læser med her. At dømme efter de mange positive tilkendegivelser og kommentarer på de seneste indlæg, fornemmer jeg at det er mange, og det har virkelig overrasket mig.
Min blog ligger tilgængelig for alle og det står alle frit for at læse med og kommentere som man har lyst, det er ligesom hele konceptet, så hvorfor det kommer som en overraskelse, ved jeg ikke. Måske overrasker det mig at så mange, ud over dem jeg allerede kender i det virkelige liv, gider følge med i mit lille liv. Det er et eller andet sted ret rørende, for hvad er det lige der gør mine skriblerier vedkommende for andre end mig selv?
Jeg spekulerer ikke sådan videre over hvem der er jeg skriver til, mest skriver jeg nemlig til mig selv. Jeg skriver fordi dét at få sat ord på hjælper mig med at få styr på tanker og følelser hos mig selv. Alligevel er jeg dybt rørt over alle dem der øjensynligt læser med og som efterlader små hilsner og kommentare.
Min egen bevæggrund for at følge med hos andre, har jeg spekuleret lidt over. Kendetegnende for dem jeg vender tilbage til er, at de har rørt ved noget i mig – gjort en forskel. Ofte har de været ude for lignende oplevelser som jeg selv har, eller på anden måde berørt emner som jeg kan genkende fra min egen verden. Derudover følger jeg dem jeg allerede kender fra den virkelige verden og til sidst er der en kategori som bare er interessante af andre årsager, mest fagligt. Fælles for dem alle er, at jeg har fået et særligt forhold til dem ved at kigge lidt med i den verden de har valgt at lægge offentligt tilgængelig.
Det er en forunderlig verden, denne blogverden. Små glimt af andres liv, følelser og tanker popper op og man får lov at kigge lidt med. Skønt – eller måske netop på trods af – det er en redigeret virkelighed og kun en meget lille en af den virkelige, er det alligevel en, som jeg har kunne bruge til en hel del og som har gjort en forskel for mig – både andres og min egen.
torsdag, juni 19, 2008
Forunderlige blogverden
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Ja, blog-verdenen er virkelig forunderlig. Jeg læser med hos dig ind i mellem. Vi kender ikke hinanden, alligevel er der en følelse af genkendelse. Jeg arbejder på neonatalklinikken, hvor I var med jeres dejlige Elisabeth. Det arbejde kan aldrig komme til at blive ligegyldigt eller uvedkommende. Det er en slags nødvendighed for mig at finde ud af, hvordan verden ser ud fra den anden side af respiratoren eller kuvøsen, for at forstå så godt, som jeg kan, hvordan jeg bedst kan hjælpe. På uforklarlig vis er jeg havnet bl.a. på din side, hvor jeg bevæges og tænker over det, du fortæller. Jeg forstår noget, jeg genkender mor-følelserne som mine egne, jeg er helt uvidende om mange andre ting. Det er gode, vedkommende og ærlige ting, du har at sige. Tak fordi du lader dine tanker være tilgængelige for andre.
Kærlig hilsen Ida, mor og neonatalsygeplejerske
I vores situationer har vi brug for at "møde" nogen, der har været eller er det samme igennem som os selv. Vi har brug for ikke at være alene.
Sådan bruger jeg i hvert fald bloggen rigtigt meget. Jeg har ikke nogen i min omgangskreds, som har de samme problemer med fertiliteten som mig. Så der er ikke så meget hjælp at hente der, men den får jeg så til gengæld rigtigt meget her i blogland.
Og ligesom dig, så skriver jeg først og fremmest for min egen skyld. Men at sidegevinsten er, at man rent faktisk også gør det til gavn for andre er jo også dejligt.
Så tak fordi du blogger :)
Kære Sofie
Ja - jeg holder også rigtig meget af at færdes i "blogland".
Jeg følger med hos folk, som jeg bare har mødt et par gange, nogle som jeg kender rigtig godt, men også nogle, som jeg aldrig har mødt, men som alligevel har gjort indtryk på mig.
Egentlig troede jeg, at bloggeriet var for teenagere og unge mennesker, men efter vores møde, kunne jeg mærke, at jeg også måtte være med.
Jeg har fundet ud af, at der er plads til lidt af hvert. Både sure opstød, finurlige bemærkninger og glædelige ting. Det er blevet en slags frirum, som jeg nyder at færdes i.
Tak fordi jeg også måtte komme forbi hos dig.
Ja jeg følger dig jo også... og endnu mere efter at have mødt dig sådan rigtigt...
Jeg har jo ingen døde børn i min rygsæk - men læser med hos dig, fordi jeg har Heidi med mig i mit hjerte. Og gennem hendes blog kom jeg ind på din og Lines...
Jeg har dog ikke rigtig haft det godt med at kommentere, før vi sådan sås live... ved egentlig ikke hvorfor???
Men jeg lærer af dig; glædes med dig; græder med dig; og husker med dig, hvordan det var at være barnløs.. der hvor andre afgjorde, hvordan man skulle undfange...
Tak for at du mindede mig om det!!!
Kram
Ida – Tænk at der findes sygeplersker som dig! Jeg er oprigtig glad og beæret over at du læser med her – især fordi du gør det af faglige årsager.
Lok – Jeg kunne godt have ønsket mig at jeg havde kendt til denne blogverden mens jeg var i fertilitetsbehandling. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville have hjulpet mig bedre igennem et hav af skuffelser og nederlag. Tit kunne jeg godt føle mig meget alene i min frustration over ikke at lykkes. Det er godt at høre, at du føler det er en støtte for dig i din kamp.
Susanne – Der er nemlig lige præcis plads til alle her. Det er ikke mange regler end dem man selv laver. Det kan jeg også rigtig godt lide.
Britte – Jeg er glad for at du fandt herind. Du formår tit at anskue tingene fra en overraskende vinkle – en som jeg selv kan bruge og lære af. Tak for din indlevelse.
Da jeg meldte mig på bloggen, forventede jeg mig ikke ret meget. Fik nogle dejlige små beskeder og sendte nogle retur.
Mit startskud til rigtig at bruge bloggen kom først, da jeg var igennem Jacobs forløb. Jeg havde brug for at skrive, skrive og skrive. At skriverierne så også ligepludselig afstedekom, at man mødte andre med lignene oplevelser havde jeg slet ikke troet mulig. Men hvor er jeg da glad for den "kontakt" det giver. Holdninger, synspunkter, tilkendegivelser osv. Det betyder noget i en svær tid.
Jeg holder utrolig meget af dine skriverier. For de sætter også mine egne situationer i relief. Når man mest af alt tror: sådan er det kun mig der har det - ja så dukker lignene op andre steder. Det er for mig meget givende.
At man også får indsigt i andre ting i livet, er en dejlig sidegevinst. I går havde jeg den dejlige oplevelse, at mødes med et par andre bloggere som jeg kun kendte fra tasterne. Det bandt det hele sammen og var bare så skøn en oplevelse.
Håber at få sådan en oplevelse med dig en dag :-)
Kram
P.S. - keep on dine skønne skriverier.
Ja, det er en forunderlig verden. Vi kender slet ikke hinanden "rigtigt" men alligevel føler jeg med en del af mine blogsøstre, et fællesskab. Bloggen er et frirum hvor det mest handler om mig og mine følelser. Men samtidig er den også blevet en måde hvorpå jeg kan få lindret den ensomhed, det på mange måder er at være barnløs i en fertil verden. For herinde har jeg et frirum sammen med andre blogsøstre, hvor der kan siges/skrives ting, som er sværere "in real life".
Din blog rører mig meget - fordi du er så fokuseret på det gode, på håbet og det positive. Og fordi du er så ærlig overfor dig selv i forhold til dine følelser. Du mærker efter - og det er en stor inspiration for mig. Så tak for det.
Sechen
Send en kommentar