lørdag, juni 21, 2008

Sommersolhverv

Det er i dag. Lige nu. Årets længste dag – eller årets korteste nat, om man vil. Det er langt over sengetid og stadig lyst udenfor. Det er som om verden er vågen døgnet rundt på denne tid af året. Kun få timers hvile får den, inden det atter går løs.



Elisabeth fik besøg på årets længste dag. Jeg kan godt lide kirkegården om aftenen. Der er en særlig ro og stilhed. Især omkring denne tid. Det er duften og lyset. Midsommerduften og midsommerlyset. Det er en helt særlig tid på året.

Jeg kan huske da jeg var lille, hvor svært det var at komme i seng når det stadig var lyst udenfor. Sådan har jeg det stadig. Det er helt forkert at gå i seng før natten rigtig er begyndt. Før man får set sig om, begynder det at blive lyst igen. Det er godt det snart vender, så jeg kan få lidt søvn på underskudskontoen.

2 kommentarer:

Heidi sagde ...

Meget stemningsfuldt billede. Mon ikke Elisabeths eventyrverden bliver endnu mere levende ved midsommersol og -"mørke"...?
Kram fra Heidi

Maomis sagde ...

Det er jeg slet ikke i tvivl om, Heidi. Der sker ting og sager når vi ikke er der. Lige for tiden bliver der gravet små huller, som jeg tålmodigt dækker til hver gang jeg kommer. Næste gang er de der igen. Gad vide hvad der foregår?