Meditativ sommerregn

Min verden har på det seneste været fyldt af træthed og mangel på overskud. Det er ikke kun de lyse nætters skyld. Jeg har været fyldt godt op af Emmas hjerteoperation, vores egen adoptionssag og ikke mindst Elisabeths fødselsdag og minderne omkring denne tid for 2 år siden, i en sådan grad at der ikke har været plads til meget andet. Sammenholdt med alt for mange og lange stressfyldte dage på arbejdet, har jeg været tæt på at kollapse helt.

Mine drømme, når jeg endelig har formået at faldet i søvn, har handlet om Elisabeth, døende og udsultet, om svigt og om at komme for sent. Tiden lige nu berører mig en hel del. Det er lige nu, for 2 år siden at Elisabeth levede, samtidig med at hun var døende. Den gang formåede vi, på forunderlig vis, at fokusere på alt det positive, på livet, på glæden, midt i al sorgen. I år har jeg sværere ved at finde den glæde. Døden og det grumme forløb vi måtte gennemgå sammen med Elisabeth den gang, har haft en tendens til at overskygge. For hver dag der går, rykker vi nærmere mod den 22. juli – dagen hvor Elisabeth trak vejret for sidste gang. Af en eller anden grund berører det mig meget mere i år end jeg kan huske det gjorde sidste år. Det var så stygt og det gør stadig så forbandet ondt at tænke på!

Alarmklokkerne begyndte for alvor at ringe forleden dag, hvor jeg fik svimmelhedsanfald og smertende jag i hovedet. Jeg har været træt, alt for længe, sovet for lidt og alligevel forsøgt at tvinge et overskud frem for at opretholde en nogenlunde hverdag med alle de ting jeg normalt plejer at overkomme. Det er lykkes mig sådan nogen lunde. Det kan man bare ikke i længden. Overload-skiltet har allerede blinket lidt for længe, uden der har været plads til at tage affære.



I går kunne jeg endelig give efter og efter 12 timers søvn (12 timer!!! – det har jeg ikke prøvet siden min skoletid) og en hel dags afslapning og hygge i godt selskab på landet hos mine forældre, er det som om jeg er ved at have fået tanket reserverne op igen. Der blev hygget, snakket og spist en masse jordbær. Solen skinnede lidt og så regnede det lidt. Bagefter mediterede Cirkeline og jeg lidt over pytterne – hun viste mig at de er gode at drikke af. Det var afslapning på højeste plan. Det hjalp! Derudover kan jeg se frem til to fridage i træk. Jeg tror det betyder at jeg kan begynde at se frem til snart at være tilbage i form igen. Det satser jeg i hvert fald på. Det trænger jeg til.