Sommeren er forbi nu ...

... og den nærmest fløj afsted
tomhændet står jeg tilbage og ka' slet ikke følge med

I morges regnede det. Nærmest helt symbolsk. Ingrid havde været ret urolig om natten og vågnet grædende flere gange. Hun havde fået trøst, vand, sut og nusseklud og var blevet lagt ned igen og sov heldigvis videre med det samme. Men efter at have været oppe ved hende flere gange end jeg sådan lige har tal på, overvejede jeg et kort øjeblik om det ikke var nemmere at tage hende med over i sengen hos mig, men lod alligevel være. Mest fordi hun sover bedre i sin egen seng – især hvis Carl skulle finde på at vågne først om morgenen (hvilket han altid gør) og jeg derfor bliver nødt til at stå op med ham – men også fordi jeg havde det sådan lidt dobbelt med at have hende liggende lige der, lige netop denne nat. Måske havde hun brug for det lige netop denne nat, måske havde jeg. Svært at sige, men en ting er sikkert, det frembragte en masse minder om den nat for fire år siden.

Den nat var Elisabeth stadig hos os og havde været urolig og grædt selvom hun lå lige ved siden af mig. Det var først da jeg tog hende op og lagde hende på min mave hun faldt til ro. Der lå vi så. Mor og datter. Vi må have ligget godt, for vi faldt begge to ret hurtigt i søvn. Elisabeth vågnede så bare aldrig igen ...

Den morgen står så tydelig i min erindring som var det i går ... eller i morges. Jeg glemmer det aldrig! Det er et af de øjeblikke som vil stå indprintet i min bevisthed til jeg dør. Der lå hun, min lille pige. Lige så blid og stille som jeg havde lagt hende, og kiggede på mig med sine store blå øjne. Sådan døde hun. Med åbne øjne. Helt tæt på sin mors hjerte. Det hjerte som for altid vil elske, savne og mangle hende.

Det kunne vel næsten ikke have været smukkere, når nu det skulle være. Første gang vi mødtes lå hun på præcis samme måde. Lige der på min mave blev hun lagt og en lykke som jeg aldrig før eller siden har oplevet bølgede gennem min krop. Endelig forenet. At vores liv sammen skulle blive så kort, vidste jeg heldigvis ikke på det tidspunkt. Jeg var i nuet og sugede til mig af den skønneste følelse i hele verden. Det er til dato stadig det største øjeblik i mit liv. Den morgen hun døde, tror jeg hun prøvede at fortælle mig at hun havde brug for mig, mere end bare at ligge tæt. Jeg tror hun holdt ud lige indtil hun kom op på min mave og først der kunne hun give slip.

Hvorfor Ingrid var urolig sidste nat ved jeg ikke. Måske kunne hun mærke hvad det var for en nat? Det mærkelige er nemlig at det samme skete for et år siden, samme nat og samme tidspunkt. Det er da underligt. I modsætning til sin bror, sover Ingrid normalt ret godt om natten, med mindre hun er syg eller der er andet i vejen, men sidste nat var der ikke umiddelbart noget i vejen. Mon hun kunne mærke at jeg havde brug for tryghed og at kunne trøste? Det er ikke til at vide og måske er det bare en tilfældighed som jeg vælger at hæfte mig ved, eller også er der mere mellem himmel og jord som ikke behøver at blive forklaret.

Dagen i dag har været en god dag – hvis man ellers kan sige det om sådan en slags dag. Men det synes jeg ikke desto mindre. Fokus har været på Elisabeth, og det selvom jeg valgte at tage på arbejde. (Det havde jeg ellers forsvoret at jeg aldrig mere ville gøre.) Men det gjorde jeg og det føltes helt rigtigt. Elisabeth var med mig alligevel.

Seks uger er der gået siden hendes fødselsdag. Jeg fatter det ikke. Det synes som rigtig lang tid siden. Dengang hun levede, var hendes sommer overstået før vi nåede at se os om. Den sommer var en sommer med temperaturer som dem vi har i øjeblikket, så på mange måder er det nemt at finde stemningen fra den gang. Alligevel har Elisabeths sommer ikke fyldt ret meget i forhold til hvad den har de tidligere år, så det er vel derfor at tiden har fået en anden dimension. Men sådan er det vel med tiden og dem som kommer og fylder den ud med noget helt andet end det der var.

I morges regnede det. Nærmest helt symbolsk. Jeg tog en tur forbi kirkegården, efter at havde afleveret børnene i vuggestue. Måtte lige ned og sige hej. Alting var vådt og det småregnede stadig lidt, men da jeg nåede hen til hendes lille plet under det store fyrtræ, brød solen igennem skyerne og omfavnede min krop som i et stort universelt Elisabeth knus. Da jeg gik, vinkede jeg og så kunne jeg ikke dy mig for sådan lidt halvhøjt at sige, som jeg gør hver morgen til Ingrid og Carl;'Hej hej, vi ses i eftermiddag'.

Om eftermiddagen mødtes jeg med Kevin. Vi havde valgt at være os to alene hos Elisabeth uden børn og i stedet bringe en hilsen fra dem i form af et par tegninger. For øvrigt deres andenførste. Vi lavede dem i morges og den første kom i ramme og den her kom så med ned til deres søster. På den måde fik vi tid og ro til stilletid sammen med vores førstefødte. Lige hvad vi havde brug for.







Det har været rart at få lov at komme tæt på igen – også selvom det gør ondt. Og nok det allerbedste ... jeg har fået lov at aflevere to smukke tegninger til Elisabeth fra hendes to levende søskende. De er stadig for små til sådan rigtig at forstå, men tegningerne betød alverden for mig.



De to børn som har sat vores hinbærbusk på hårdt arbejde for tiden. De kræver nye friske bær hver dag!