Sommerfuglene er vendt tilbage

Nu ved jeg hvorfor alle sommerfuglene har været væk! De kom nemlig alle sammen med posten i går. Helt præcis 44 af slagsen – en for hver dag i Elisabeths lille liv. Hvilken overvældende og rørende overraskelse. Laurits’ fugleflippermor har gjort det igen. Man er godt bevendt ved at kende sådan en som hende!



Så mange tårer og så mange vidunderlige hilsner til at dulme smerten med. Det har været fantastisk at opleve at så mange har tænkt på os på Elisabeths sidste dag og har betydet at dagen blev en smule lettere at bære. Der var nogen til at bære den sammen med os. Tusind tak alle sammen!

Alligevel har den været sort og hjerteknugende at komme igennem. Den var hård at komme igennem sidste år og faktisk på en måde lidt værre i år. Måske fordi jeg havde forestillet mig det anderledes. Jeg må erkende og indse at den dag bør reserveres til smerte og tårer og ikke tro at jeg bare kan gå på arbejde. Det kan jeg ikke! Den fejl begik jeg i år. Det gør jeg ikke igen. Dagen hvor Elisabeth fløj af sted er et vendepunkt. Det var dér det hele endte for alvor. Vores lille eventyr. For evigt. Derfor opsumerer den på en måde alt min smerte. Alle de følelser kom væltende og overvældede mig i den grad i går. Den dag kan man ikke bare tro at alting er som det plejer. Det er det overhovedet ikke.

Nogen har det svært med den dag hvor deres døde børn har fødselsdag. Det har jeg slet ikke. Den dag kunne jeg opleve og genopleve 100 millioner gange. Den dag har hver gang været en glædes dag. Det var den dag jeg oplevede den største lykke jeg nogen sinde har oplevet i mit liv. Den følelse genoplever jeg den dag. To Elisabeth fødselsdag har vi fejret indtil nu – foruden den allerførste – og hver gang har minderne om den største lykke fået lov at fylde. Jeg elsker hendes fødselsdag og alt det den bringer med sig af fokus på alt det dejlige hun kom med da hun kom.

44 sommerfugledage er endnu en gang slut. Jeg har ryddet Elisabeths fødselsdagstog med 2-tallet væk. Det har ellers stået og prydet i stuen siden hendes fødselsdag. Alle fødselsdagshilsnerne er ryddet væk. Elisabeths sommer er slut. Det føltes helt rigtigt at rydde op på den måde. Nu kan en ny epoke begynde. Igen i år fik vi gennemlevet hendes lille liv i små glimt. Jeg fik ikke læst hele dagbogen igennem, men ind imellem har der været dage der har indbudt til det. Det er rart at mindes, for på den måde at fastholde lidt af det gode liv vi trods alt havde sammen.

Ligesom historien om Anden, Døden og tulipanen, som hendes far havde købt til hende, var den sørgeligste af dem alle, var den alligevel god. For sådan er det med sørgelige historier. De kan godt være gode, selvom de er sørgelige.



Min elskede blomstereng er lidt smukkere i aften ... og sommerfuglene er vendt tilbage! Men næste år tager jeg altså fri.