Med tak for lån

Jeg har gået rundt med en underlig vemodig klump i halsen det meste af dagen i dag. Den har siddet og klemt dernede i halsen og mindet mig om den afsked jeg måtte tage i går. Det sidste farvel er altid svært og det er altså lige meget hvad det er et farvel til. Et farvel er et farvel og når det er et farvel til noget som man kender rigtig rigtig godt og som har omfavnet en og været vidne til hele ens liv, ja så gør det altså ondt!

Jeg måtte da også lige knibe en lille tåre da jeg endelig fik taget mig sammen til at tage afsted, efter en skøn dag sammen med min søster og mine forældre på stedet hvor det hele begyndte. Det sted hvor vores lille familie er blevet skabt og formet. Det sted som er så fyldt af min barndom. Som ER hele min barndom. Hvert et lille hjørne, hver en sten, hvert et træ, en skrænt, en udsigt, alt indeholder en lille bid af mig. Det var da nærmest også umuligt at blive færdig med det hele – det gør jeg nok heller aldrig – for der er så mange minder som for altid vil være fæstnet til det sted.

Da jeg lukkede bildøren til alt det gamle og velkendte og kørte ned af markvejen for allersidste gang, dukkede denne sang op i mit hoved:

Når du ta'r afsted
så vend dig ikke om
der' ingen vej tilbage,
hvorfra du kom ...

Resten af teksten passer ikke helt i denne sammenhæng, men sangen og stemningen den bringer med sig, passede som fod i hose til det humør og den stemning af gamle dage jeg var fyldt op af lige der på vej væk fra alt det der var en gang. Alt det som har dannet rammen om hele mit liv så længe jeg kan huske. Det var sgu en lidt vemodig tur hjemover.

















































Det var et nødvendigt farvel og et som jeg hele tiden har vidst ville komme før eller siden. Mine forældre har fundet et nyt hus med en lille have til der ikke kræver en havetraktor. Der er rart og det er lige hvad de har brug for. Det gamle hus har haft sin tid. Nu er det tid for nogen andre mennesker at få fornøjelse af stedet. Og når nu der er nogen andre der skal overtage vores lille plet, så kunne det næsten ikke have været bedre at det blev lige præcis dem det gjorde.

De mennesker der har købt huset er den tidligere ejes slægtninge. Så det føles nærmest mest som blot at aflevere huset tilbage til de rette ejere med et tak for lån. De fortjener virkelig et tak synes jeg. Jeg blev så glad helt ned i maven da jeg hørte hvem der havde købt huset. De er vist lige så glade. For dem er det vel næsten som at komme hjem. Det må være rart. Så meget historie der ligger i det hus.

Når jeg sådan sidder her og tænker tilbage og bliver helt nostalgisk så er det ikke småting der flyver gennem hovedet på mig. Der kører en tæt pakket film med scener lige fra galende hane og alle hans høns, mælkebøttespisende kaniner, soldasende katte, pippende kanariefugle, stillestående vandrende pinde, en enkelt lille rappende and – og så selvfølgelig alt det løse i form af sommerfuglelarver, alle havens fugle, egern og rådyr – til cykelmotorcross, hulebygning, træklatning, hekseafbrændning, snobrødsbagning, teltligning, træhesteridning, gyngning, skøjtedans ... ja jeg kunne blive ved. Måske gør jeg det en dag. Skriver om alle vores skøre påfund fra den gang. Det bliver når jeg bliver gammel og det hele står i et endnu klarere lys af lykkelig nostalgi. Lige nu savner jeg bare fordi jeg ved at fremtidige nostalgiture aldrig mere bliver det samme.