Morhed

Lige for tiden ligger prioriteterne et andet sted end her på bloggen. Jeg har masser at berette, men slet ikke overskuddet til det. Og i stedet for ærgre mig over det, nyder jeg det der fylder mine vågne timer.

Mine børn. Min datter. Min søn. Jeg elsker at sige det højt og lige for tiden finder jeg mig selv sige det højt rigtig mange gang i løbet af en dag. Det slog mig forleden dag hvor meget jeg elsker at være nogens mor. Det er simpelthen noget af det bedste i verden og jeg tror godt at jeg kan tilføje at det bliver lidt bedre for hver dag. Jeg nyder at få lov at være nogens mor på fuld tid og tilmed at kunne delagtig gøre alle på min vej i den sammenhæng uden at skulle forklare og møde nedslåede blikke. Jeg nyder at hente mine børn i vuggestuen og blive løbet i møde (Ja, nu løber de sgu – det er så sødt!) og få kastet et par små arme om halsen og mit tøj smurt ind i jord og snot. Lige i det øjeblik føler jeg min morhed rigtig tydeligt og den følelse er så gennemtrængende god og helt naturlig og rigtig. Jeg elsker det!

Mor har jeg jo været hele tiden – altså lige siden min første datter kom til verden. I det sekund Elisabeth landede på min mave blev jeg forvandlet til mor. Der har bare været en del år hvor jeg ikke på samme måde har kunne dele det med resten af verden, på den der helt naturlige og umiddelbare måde som jeg gør nu. Det har været sårbart og noget der kun sådan rigtigt kunne deles med dem der forstod og dem der gad forsøge at forstå.

Da Ingrid og Carl kom til verden skulle jeg genfinde lidt af den morhed igen og samtidig forvandle mig en lille smule på ny. Denne gang kom det ikke så prompte. Det har ligesom skulle vokse sig frem denne gang. Det er en smule tabubelagt for mig at den samme overvældende følelse fra den gang, ikke bare landede sammen med dem, på samme måde som den gang. Men det gjorde den altså ikke. Tror der var en del frygt iblandet. Frygt for den fuldstændige overgivelse og dermed tab. Det er egentlig underligt, for med Elisabeth gav jeg mig jo fuldt og helt og elskede helt op til månen, selvom jeg vidste at det var en stakket frist jeg havde at elske i.

Kærligheden til mine nulevende børn har været stor lige fra starten, det må ikke misforståes, og den vokser støt og roligt hver dag, men den overvældelse det var at få sit første barn lagt på maven, var bare ikke helt den samme anden gang. Sådan havde jeg det i hvert fald. Det kan jeg godt have lidt dårlig samvittighed over, for jeg vil så nødigt gøre forskel, men sådan var det altså. Til gengæd har de været ret gode til lige så stille og roligt at få tændt godt og grundigt op under kedlerne og i den grad få kærligheden til at boble lystigt igen. Hver dag bliver den lidt større og fyldt med lidt flere mavebobler. Det er i grunden vildt, men hold op hvor jeg nyder det ... og dem! De bliver lidt sjovere for hver dag. Der går stort set ikke en dag hvor jeg ikke forundres over deres fremskridt og klapper i mine hænder over deres ihærdighed og deres lærenemhed. Tænk at jeg får lov at kigge med fra sidelinien og være vidne til sådan et par små liv der er i gang med at forme sig. Jeg er dybt beæret.