Mor med mere

Jeg nåede lige at tænke 'åh hvor ville jeg egentlig gerne have været den der gik en tur i stedet for nu at stå tilbage med oprydningen' og så ringede det på døren og udenfor stod en kæmpe stor buket blomster. Wow! Sikken en overraskelse. De var fra mine tre børn (og Mao). Og jeg anede ikke en gang at det var min dag! Så får man altså lige en klump i halsen. Snøft. Pludselig så jeg ikke alt rodet og lavede i stedet for en kop te og satte mig på sofaen ... og så vågnede Ingrid.



Men hvad pokker, de der pauser til mig selv kommer vel tilbage en dag. Lige nu er jeg ret meget mor. Indkøringsmor tilmed. Det er altså hårdt arbejde at starte i vuggestue skulle jeg lige hilse og sige. Det er værre end at starte nyt arbejde. Jeg har været helt mast hele weekenden ovenpå de tre første dage. Så meget man skal forholde sig til, både ens egne børn og hvordan de klarer det og stedet og pædagogerne og hvordan de klarer det i forhold til mine børn, spørgsmål til dem og til mig. Puha altså, jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget til det er overstået.

Det går ellers indtil videre fint, men nu har de jo heller ikke rigtig været der alene endnu. Kun en kort lille smule i fredags, hvor jeg sad i et andet rum indtil Ingrid klemte sin finger i noget legetøj og begyndte at græde og fordi Ingrid græd, begyndte Carl også og så var det at de hentede mig, for de mente ikke at der var grund til for meget gråd allerede den første gang alene. Små pus altså. De klarer det ellers bare det hele så flot!



Carl har allerede prøvet at sove formiddagslur dernede. Det var en hurtig beslutning torsdag, fordi det var tid for hans lur og fordi Ingrid var faldet i søvn på vej derned og derfor var det hele blevet noget forskudt. Det gik fint, han faldt i søvn med det samme, men græd – eller rettere skreg – da han vågnede og ingen hørte ham andre end mig. Det var ret hårdt at opleve, især fordi det kommer han måske også til når jeg ikke er der. Han sov i en af de der krybber i sådan et udendørs soveskur – hvilket i princippet er fint, da de står beskyttet for regn, blæst og sol, men der var mørkt og sådan en krybbe er dyb, så han kunne slet ikke sætte sig op og kigge ud på verden, som han plejer når han vågner. Klart det må have været en skrækkelig oplevelse for ham.



Når der var børn i skurret troede jeg (måske helt vildt naivt) at der var nogen der havde vagt derude, men det var der ikke. Der var en babyalarm og det var det. Synes faktisk at det er lidt skræmmende at tænke på at de kan ligge der og skrige uden nogen hører dem. Håber ikke oplevelsen har sat sig i ham. I morgen skal de begge to prøve at sove formiddagslur dernede og de har lovet mig at de kommer til at stå lige udenfor vinduet, og altså ikke i skurret, så de kan se dem når de vågner.

Kan ikke rigtig fornemme om det bare kommer til at gå som smurt med det her indkøring, men pædagogerene er begejstrede og synes mine børn er så fantastiske på den måde de har klaret det hele indtil videre og tror slet ikke at det kommer til at blive noget problem. Så bliver man da lidt stolt. Mine to små seje unger. Jeg er så glad for at de har hinanden. Det føles ikke sådan helt slemt at gå når jeg ved de har hinanden.



De er for øvrigt begyndt at kysse og kramme hinanden rigtig meget igen efter i en periode mest at have skændes om legetøjet. Det er så sødt og afføder en hel del nåårrhhh og iihhhhh. Måske er det derfor de gør det? De er så udspekulerede nogen gange.