Dengang det var vinter

Den gang jeg var barn var det virkelig vinter når det var vinter. Sådan med snedriver man kunne bygge snehuler af, en kælkebakke der var så lang at det tog en halv time at gå op til toppen efter en tur med kælken, en skøjtesø i haven der lå så tæt på huset at en forlængerledning til båndoptageren rakte hele vejen så man kunne danse isdans med musik til, så meget frost at Storebælt frøs til og jeg fik forlænget min vinterferie i Svendborg fordi jeg ikke kunne komme hjem.

Det var den gang og siden synes jeg ikke rigtig de danske vintre har kunne hamle op med noget der bare kom i nærheden af mine barndoms vintre. Lige indtil i år. I år har vi da haft noget nær den bedste vinter i lange lange tid. Jeg elsker vinter når den indeholder sne og frost. Det er lige til at blive i godt humør af. I tilfælde af at det her er et enkeltstående tilfælde, måtte børnene lige med ud i en snedrive, så vi nu kan fortælle dem at de skam har oplevet en rigtig vinter med sne og frost.



Carls nat sidste nat var tilforladelig, vil jeg sige. To større opvågninger, som blev klaret med henholdsvis en flaske og en gåtur. Slyngevuggen ville han under ingen omstændigheder kendes ved. Fik ham dog ned at ligge i den fra klokken 4, hvor han vågnede on and off de følgende 2 timer.

Jeg havde håbet på en rolig nat uden en masse opvågninger, men slet ikke regnet med det. Det arme barn skal vel også lige vænne sig til en ny situation, så hvad vi oplevede var helt forventeligt. Tænker at det værste der plagede ham nok var dagens oplevelser, for ind imellem hans opvågninger sov han faktisk rigtig godt – og tilmed i sin egen seng. I nat bliver det bedre. Det er jeg slet ikke i tvivl om.