Det bliver med garanti ikke sidste gang, så jeg ender vel med at vænne mig til det. Alligevel er det ind imellem lige lovlig spændende at være Carls mor. Han er noget af en lille vovehals er han, der ikke er bange for at kaste sig ud i nye og vilde eventyr. Jeg frygter virkelig når han bliver større, hvad han så finder på af narrestreger. Jeg ser et billede for mig af ham stående på kanten af taget af skuret og kaste sandkassetingene ned i haven. Måske skulle han alligevel have heddet Calvin eller Emil.
I dag måtte vagtlægen endnu en gang kontaktes. Carl havde forsøgt sig med trappen til 1. sal (som kun er sikret for nedadgående, ikke opadgående) og må være kommet et par trin op inden han faldt den anden vej – lige på næsen med næseblod til følge. Av, hvor blev jeg bange. Især fordi jeg ikke så hvad der skete, men kun hørte lyden. Var der sket noget alvorligt? Hjernerystelse? Jeg var parat til at tage direkte på skadestuen med det samme, men trak lige vejret en ekstra gang helt ned i maven og ringede istedet til vagtlægen. Det værste var nok blodet, for Carl faldt til ro overraskende hurtigt. Han har været sig selv lige siden, så jeg er ikke så bekymret mere. Men altså ... stakkels dreng. Han må være landet lige på næsen, for nu ligner han Rudolf til forveksling.
Trappegitteret er kommet op. Det tog ikke mange splitsekunder at få sat op. Men tænk at der skulle ske ulykker før det skete. Puhha altså ...
lørdag, januar 16, 2010
De kalder ham Rudolf
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Jakob havde blå mærker i sin pande mange gange i den alder. Man bliver så forskrækket. Jeg har flere gange haft fat i vagtlægen og en enkelt gang er vi landet på skadestuen. Verden skal opleves på godt og ondt. Desværre kan vi ikke skærme de små, hver gang faren lurer.
Stakkels lille Carl. Og stakkels jer - man bliver så forskrækket.
Sigurd er også inde i en periode hvor alt skal testes. Særligt højder. Kan man kravle op ad stolen og og op på bordet? er en ny variation over temaet, og hans mor hader det virkelig. Han falder ret tit ned igen, men kommer heldigvis ikke rigtigt til skade. En bule midt i panden er det blevet til, men heldigvis ikke mere end det - "bank under bordet". Og han er ikke en gang begyndt at gå endnu...
Tænker at Carl nok skal klare det, men det bliver nok til et par buler og skrammer, for han er jo en meget fysisk lille dreng.
Kram
Susanne – Det er lige præcis det med at skærme dem som er så svært, for det kan man jo ikke. Ligemeget hvor meget man sikre sit hjem, vil der altid være fare. Er det ikke trappen, er det bare noget andet.
Mie – Der er vist ikke nogen tvivl om at han er meget fysisk og jeg forventer da også at der kommer en hel del flere buler og skrammer. Håber bare ikke han bliver en af dem med klippekort til skadestuen. Det lyder skræmmende med Sigurds bjergbestigning. En trappe kan man sikre, men det kan man jo ikke med en stol!
Send en kommentar