Stilhed midt i stormen

Her er lidt stille for tiden. Men det er kun fordi livet udenfor bloggen går lige lovligt stærkt. Så stærkt at jeg ind imellem taber pusten lidt og ikke har meget luft og overskud til skriverier af nogen art. Men sådan må det være lige nu. Jeg skal nok nok vende tilbage med både ord og billeder når der igen er luft til det.

Lige i øjeblikket er noget af det der fylder stadig det der med sovningen. Vi arbejder på at få noget søvn. Alle sammen. Det går lidt op og ned. Der kommer let noget udviklingstræning og en enkelt forkølelse i vejen. Hvad Carls natteroderi angår har vi haft ham til ørelæge og fået konstateret væske i ørerne. Der er nok ikke nogen tvivl om at det er det der har generet ham gevaldigt om natten og at det har været medvirkende årsag til hans timelange grådanfald. Han skal undersøges endnu en gang inden det bliver afgjort om ham skal have dræn eller ej. Tænk hvis det kunne få ham til at sove. Hvilken lettelse det ville været. Både for ham og os. Jeg har endnu ikke fået mere end et par timers sammenhængende søvn af gangen siden de blev født. Det ville være så rart!

Ingrid har taget sine første kravleskridt i dag!!! Jeg så det selv og fik en klump i halsen over at få lov (tænk hvor heldig jeg er!!!) og over at Kevin ikke så det og over at jeg snart skal overlade dem begge to til en anden i mange af deres vågne timer og over at jeg så måske ikke får lov at opleve de der første-gang-ting første gang, men måske kun anden eller tredje gang. Det er vel noget med at have svært ved at give slip tænker jeg. Bare en lille smule. Tror dog det bliver godt. Både for dem og mig.

De er 9 måneder lige om lidt og jeg kan mærke at der snart skal lidt mere udfordring til end hvad jeg kan give dem herhjemme. Så nu er vi begyndt at gå til rytmik. Det har indtil nu været en god investering. Første gang var, især Carl, noget beklemt ved situationen, men allerede anden gang, fornemmede jeg at de kunne genkende det og derfor følte sig tryggere ved det hele. Sjovt nok var det Ingrid som så ud til at hygge sig mest. Carl er noget af en tryghedsfis for tiden. Allerhelst ville han bare sidde på armen dagen lang, hvis han fik lov. Når han ikke lige sidder der eller hænger i mit bukseben eller ligger på gulvet og græder over at han ikke bliver taget op i det sekund han beder om det, så er han stadig den gladeste dreng der synger og snakker og undersøger alt hvad han kan komme i nærheden af. Og så er han efterhånden mere stående end han er kravlende. Faktisk er han også en hel del gående, når bare der er noget at holde fast ved. Han har så travlt. Den kravlegård var en rigtig god investering!

Det er ved at være sengetid. Ingrid har indtil nu været vågen to gange med gråd og trøst, Carl kun en enkelt, der blev klaret med en sut. Der er håb endnu.