Drømmenat

Der blev sovet længe her til morgen ... helt til klokken 6.35!!! Carl sov hele natten, kun afbrudt af to amninger og et par sut-i-mund klynk. Det er hvad jeg kalder en drømmenat. Jeg tror og håber på at han er ved at være ovenpå igen. Ingrid derimod, har stadig ikke meget plads i sin lille fine næse og jeg tror at det må være det der holder hende vågen om natten. Der er både blevet ammet, skiftet, dryppet og vugget. Jeg er træt og det tror jeg faktisk også at Ingrid er. I nat lå hun vågen i sin seng og snakkede og viftede med både arme og ben. Efter en skiftning og lidt næsedryp, sad jeg med hende i hendes dyne puttet godt rundt om hende. Hun var meget vågen, så jeg overvejede at stå op med hende, men jeg lod være og sad i stedet med hende på skødet lige så stille uden at sige noget. Der gik ikke mange minutter inden hun sov igen.

Så selvom Carl leverede en drømmenat, blev det alligevel til en hel del oppe-tid. Lidt søvn må jeg dog have fået, for en drømmenat blev det faktisk til – på en lidt anden måde. Der har nemlig været plads til en drøm. Det er ellers ikke meget jeg har gjort det i den slags ting på det seneste. Den handlede om en hel masse, som jeg allerede har glemt, men en af scenerne står stadig lysende klart for mig. Jeg var et sted, som kunne have været en kirkegård eller en kirke måske. Belysningen var dunkel og midt i det hele stod der ... ja, det var vel nærmest et sakrofa. Den havde åbninger i siden så man kunne kigge ind og derinde i midten stod en lille bitte kiste. Selvom den var hvid vidste jeg bare at det var Elisabeths.

Først kunne jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skulle stille op med det jeg så. Skulle jeg kigge i den eller ...? Jeg kunne ikke lade være, så jeg lettede på låget og lige der lå hun så. Lille bitte og helt indtørret. Uh, hvor var det forfærdeligt. Min lille pige som er væk for altid, var endnu en gang helt væk for mig. Min mave snørrede sig sammen og jeg vågnede med gråd i halsen.

Jeg har tidligere drømt om Elisabeth, men det er længe siden og hver gang har hun været i live. Ikke som her, stendød i en kiste. Jeg aner ikke hvad den drøm betyder eller om der er nogen betydning ud over at jeg har tænkt en hel del på hende på det seneste. Måske en artikkelrække i det seneste nummer af medlemsbladet Stjernen, der handler om forældre der har måtte træffe det svære valg for deres børn – at stoppe livet før det sådan rigtig er begyndt – har sat tankerne igang. Desuden er der mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke på søndag og jeg fornemmer, som den rykker nærmere, at hun bliver mere nærværende.

Desværre er det ikke så meget alle de gode minder der fylder, det er alt det skrækkelige vi var igennem i den tid med Elisabeth. Vi gjorde alt for at gøre tiden med hende den bedste tid og jeg synes vi formåede det et langt stykke af vejne, men det fjerner ikke alt det andet vi samtidig var igennem. Det var så forbandet og umenneskeligt hvad vi blev stillet overfor som nybagte forældre – at lade vores barn dø. Hvordan kunne vi? Det er blandt andet noget af det jeg roder med i øjeblikket. Troede egentlig at jeg havde fundet ro omkring det, men når sandt skal siges, så ved jeg ikke om jeg nogen sinde gør det.