Den traktor, den traktor. Carl elsker den! Allermest når der er lyd på. Han har mere eller mindre bevidst fundet ud af at starte den selv. Så sidder han og holder på den og fornemmer brummelyden mens han løfter forgaflen op og ned. Ren nydning.
Ingrid er ikke synderligt interesseret i den slags. Hendes ynglingslgetøj er lige i øjeblikket en lille ufo-dims som passer perfekt i hendes lille mund med to tænder der helst skal bruges til noget. Og så larmer den så dejligt når man ryster den. Rasle-ting er generelt rigtig gode for tiden. Men allermest synes hun vist bare det er skønt endelig at kunne sidde, sådan helt selv og med ret ryg uden at dratte til hverken den ene eller anden side.
De bliver så store! Det er garanteret ikke sidste gang jeg kommer til at sige det, men garanteret heller ikke sidste gang at jeg kommer til at mene det. Der er sket en meget markant udvikling med dem begge inden for de sidste par uger. Det der med at sidde har virkelig forandret dem. De fandt ud af det med få dages mellemrum og de mestrede det indenfor blot et par dage. Carl har desuden endelig knækket vende-koden og kan nu selv komme fra ryggen og om på maven. Lige om lidt kravler de vel! Jeg kan næsten ikke følge med ... men elsker hvert et lille fremskridt de præsterer og klapper begejstret i mine små hænder og uddeler kys og kram i store mængder. 
De bliver sjovere og sjovere og jeg kan slet ikke forestille mig hvor det skal ende hvis det fortsætter på den måde.
søndag, oktober 25, 2009
Sjov med lyd på
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Kæreste Sofie.
Først vil jeg lige sige at jeg rigtig mange gange, i rigtig lang tid gerne har ville kommentere på dine skønne indlæg. Men en tidlig graviditet, en levende krudtugle og opstart af egen virksomhed efterlader ikke meget tid og overskud til bloglæsning og skrivning. Men nu ville jeg altså lige sende dig nogle ord alligevel, så jeg har taget mig tid!
Kan tydeligt huske da My sad første gang. Sådan fra den ene dag til den anden. Hun kunne det bare lige pludselig. Og jeg kan også tydeligt huske hvordan hun bare blev stor på et øjeblik. Selvstændigheden betyder meget for deres mentale udvikling tror jeg. Og når man som lille lige pludselig kan noget selv, så bliver man vel bare stor på sådan en "jeg kan selv" agtig måde. Det er stort og det går bare så forbandet stærkt. Det er bare med at nyde hvert sekund.
My rejser sig op af alt i øjeblikket, så om lidt kan hun jo gå. Og så har man altså et stort barn syntes jeg. Gisp!
Dit indlæg "tilbage til fremtiden" rørte mig virkelig dybt Sofie. Der faldt ligesom nogle brikker på plads for mig. Savnet og sorgen over aldrig at skulle opleve My som lille baby mere. Det der med at tiden bare flyver ukontroleret afsted uden at man har nogen som helst indflydelse på det. Det eneste og vigtigste man kan gøre, er jo netop at nyde hvert sekund. Hvilket jeg ved jeg er blevet bedre til efter at have mistet Irma. Hun er nok den person i mit liv der har lært mig det aller vigtigste. Og alligevel bliver jeg lidt tung og trist om hjertet ved tanken om at lille My ikke er så lille mere og snart flytter hjenmme fra...;-) Men sådan er det vel at være mor. Snøft!
Elsker Carls forhold til hans lille traktor. Hvor er han bare skøn!
Mange kram og tanker fra Jeanette
Hvor ser det bare fantastisk hyggeligt ud på det nederste billede! Tænk hvor heldige de er at have hinanden - det må da være noget helt specielt!
Åh hvor er det dejligt at se dine billeder, Sofie - og at læse om alt der sker med dine to krudtugler ;)
Send en kommentar