Som tvillingemor bliver man kreativ og god til at finde løsninger der virker.
I denne skrivende stund sidder mine børn og ser Teletubbies og det lyder som de hygger sig gevaldigt. Der bliver vippet i skråstolene og lavet lyde og udstødt grin til den helt store guldmedalje. Imens har jeg så lige tid til at sidde her og fortælle om det. Det er længe siden at jeg har haft den film fremme og det er tydeligt hvilken forandring der er at se hos dem siden sidst de så den. Nu er de faktisk med på det der foregår og tilmed i længere tid af gangen. Fascinerende!
Selvfølgelig skal de ikke sidde i de der skråstole hele tiden, og det gør de bestemt heller ikke, men en gang imellem, når de ikke gider ligge på legetæppet og jeg har brug for at have hænderne fri bare et øjeblik, ja så er det altså en fantastisk babysitter. Havde jeg kun haft et barn, havde løsningen helt sikkert været en vikle med barnet på maven, men med to går det bare ikke. Derfor er skråstolene så geniale. På den måde er de tit med i køkkenet, på badeværelset, ja sågar har jeg haft Carl med ud og klippe hæk. Når de skal puttes i barnevognen bliver den anden placeret i en skråstol foran terrassedøren, så vi kan holde øje med hinanden indtil den første sover.
Med to på en gang er det med at finde de små fif til hvordan man får det hele til at gå op i en højere enhed. Især nu hvor vores babysitter/rengøringskone/shopper/kok ... er taget hjem. Tak for en god lang måned til Grammy. Børnene har nydt det og det samme har deres forældre.
Det er fantastisk hvad der er sket i den måned Grammy har været her. Fantatisk for hende at hun har fået lov at opleve Ingrid endelig finde ud af at rulle fra ryggen til maven og Carl finde sine fødder, ud over alle de andre småting som der hele tiden sker med dem. Fordi hun har været her så længe, har hun rigtig kunne fornemme den udvikling der sker nærmest fra den ene dag til den næste. Hun var vist lidt trist over at tage afsted, men det må også være svært at tage afsted og vide at næste gang hun ser dem kan de måske gå!
For os er det blot blevet hverdag igen og det er faktisk gået overraskende godt. Måske fordi vi har fundet vores gamle rytme igen. En rytme som efterhånden fungerer godt lige præcis for os.
fredag, september 25, 2009
Tilbage til hverdagen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Har vist mest læst hos dig og ikke kommenteret så tit.. men jeg følger dig trofast!
Jeg kan bare lige se de 2 små rødder sidde og vippe for vildt i deres skråstole til Teletubbies :0)Helt vildt sødt!
Og skråstole er guds gave til småbørnsmødre, jeg fik varm mad op til flere gange, fordi jeg kunne vippe barnet i stolen med foden :0)
Besøg er dejligt, men hverdag og faste rytmer er bestemt ikke at kimse ad.
Her skal vi også til at sige farvel til farmor efter 3 ugers besøg - hun flyver bare den anden vej ! Heldigvis er vores så store nu, at forbindelsen nemt kan holdes ved lige på SKYPE, kan anbefales, så kan jeres grandma følge lidt med i hvor store jeres skønne unger bliver, indtil hun ser dem igen.
Hos os har teletubbies også altid været et stort hit. Og selv om vi "kun" har en-linger (bare tæt på hinnanden) så har skråstolen altid været en skattet del af deres babyliv, så der kunne følges med i både bad & madlavning, og forældrene i ny og næ spise samtidigt !
KH Susanne
PS: Hvis du er interesseret har vi 3 teletubbies DVD'er som de ikke ser mere (nu er vi på prinsesser og Pippi :-), skal jeg sende dem til dig ?
Jeg kan også levende forestille mig dem pludrende og vuggende i deres skråstole. - Og det er et fantastisk billede!
PS.: N´s niecer har kureret mig for nogensinde at ville sætte Teletubbies på herhjemme igen. Men den DVD slider vist også sig selv op inden længe.
Endnu et dejligt indlæg herinde... Får ikke kommenteret så tit somm jeg gerne ville, men kigger forbi og ser på dine lækre unger. Nums, hvor ER de bare søde (og ligner deres mor!). De ser simpelthen så dejlige og trygge og glade ud, at jeg bliver helt varm helt nede i maven over at se på dem.
Den forbudte skråstol er også et hit herhjemme. Netop til når han er lidt træt af at ligge på tæppet, og Mor lige skal have noget at spise eller deslige. Altså, vi siger det bare ikke til nogen, vel?
Kære Sofie.
Tak for din dejlige blog og delen ud af dit liv. Både alt det smertelige og det glædelige. Jeg har grædt med dig over din sommerfuglepige, og jeg har tænkt mig, at sende dig nogle smukke sommerfugle, når det er tid til det næste år.
Synes, at i skal tjekke bumbo stolen ud, den er genial og anatomisk korrekt at sidde i.
Vi har ihvertfald haft store glæde af den...
Tillykke med dåben og de smukke navne.
Kærlig hilsen
Karina
Kærlig hilsen Karina
Jeg husker også noget med skråstole til tre små bebser for 14 år siden... Kan huske, at det var ret smart ved frokosttid.
Bliver helt sørgmodig på Grammys vegne. Men er nu overbevist om, at det giver et helt særligt forhold at bo sammen på den måde i flere uger ad gangen.
De var så søde! Glad for at I kunne 'se' det. Nogen gange er den slags billeder meget bedre end de andre der kun låser et enkelt sekund fast.
Susanne B – Hvor er du sød! Det vil vi helt sikkert gerne, for selvom Teletubbies er lidt trættende i længden, så er den samme Teletubbies endnu mere trættende.
Karina – Tak. Sikken en sød tanke. Bumbo stolen ser rigtig god ud og faktisk har vi overvejet om vi ikke skulle få fat i sådan et par stykker. Det er bare ikke blevet til noget, da vi har de andre skråstole og stadig er glade for dem.
Frandsen – Tror det har været godt for dem alle tre. Måske husker de to små ikke den store, men bevidstheden om det, tror jeg gælder for det samme.
Sofie, sender du ikke lige en mail med jeres adresse, så ryger de afsted med det samme
Susanne B – Du bliver vist nødt til at sende mig din mail-adresse igen, for den gik tabt da jeg havde computernedbrud for et stykke tid siden.
Kære Sofie,
Det er længe siden jeg har været forbi herinde - mindst to uger!!! Der sker meget med jeres lækre unger kan jeg læse mig til. Vildt så meget Ingrid ligner dig.
Jeg kan sagtens følge Grammy - at hun var ked af det, da hun tog afsted. Jeg har lige fået en niece i Holland, og jeg græd også som pisket, da jeg skulle sige farvel til hende. Jeg ser hende måske først til jul, og da har hun fået dobbelt størrelse af hvad hun har nu. Det er altså ikke til at holde ud.
Knus fra
Sine
Send en kommentar