Det der diarré ...

Det er altså noget sejlivet noget må jeg nok sige. Lægen har ikke kunne være videre behjælpelig i den sammenhæng. Hun kunne blot konstarere at der ingen bakterier var i afføringsprøverne og at børnene så fine og velnærede ud hver gang hun kiggede på dem. Vi måtte blot lade tiden gå og se om det ikke snart gik over.

Det har vi så gjort. Hold op hvor har vi ventet. Imens har jeg så skiftet en million bleer. Der har godt nok været gennemtræk i bleskuffen. Heldigvis er den ved at aftage. Faktisk har Carl været diarré-fri i flere dage i træk og er nu tilbage i den gamle gænge med en lorteble klokken halv seks hver morgen. Ingrid derimod ... puhh altså stakkels lille pige, hvor er det bare ikke sjovt med det flydende stads.

Jeg synes ikke det kan være rigtigt at det skal vare så længe som det har med hende. Min egen teori er, at det stadig er det der trøske der volder problemer, for hvorfor skulle det ellers være Ingrid der har været værst ramt? Hun bliver stadig ammet fuldt ud, mens Carl kun er til amning i de mørke timer. (Gad vide hvad man ellers kan udlede af det ...?). Altså får han ikke lige så meget brystkontakt som Ingrid.

Ud fra min egen teori har jeg nu taget skeen i egen hånd og begyndt at fodre dem begge to med Brentan mod trøske. Desværre har jeg ikke helt kunne spore bedring hos Ingrid ud over mærkbart færre bleskift, men det er vel også at bemærke. Jeg fortsætter med medicinen og håber på at hun også snart kan levere remoulade-bleer istedet for sød sennep.

At det trods alt går lidt bedre har i hvertfald betydet, at de begge sover bedre, både om dagen og natten, da de ikke konstant vågner med en fuld ble. Det er godt. Ikke bare for dem, men i høj grad også for deres mor. Jeg var til sidst ved at knække helt sammen af træthed.

Så det går bedre og heldigvis ser de begge to ikke ud til at have lidt synderligt under denne periode, ud over ked-af-det-hed, rød numse og afbrudt søvn, mens det har stået på. Deres tynde maver er stadig lige tykke uden på.