Elisabeths nærhed

Så blev det pludselig september. Bare sådan lige uden videre. I min kalender er det stadig sommer lidt endnu og det virker som om vejret er helt med på den beregning. Jeg er glad for september med den høje blå himmel og sprøde kølige morgener, så det passer mig fint, men alligevel står jeg tilbage med en underlig følelse af at sommeren bare forsvandt mellem fingerne på mig, inden jeg sådan rigtig nåede at mærke den. Den sommer som de sidste 3 år har været ensbetydende med et lidt større nærværd af Elisabeth end ellers.

Sådan blev det ikke i år. Der har ikke været meget tid til hverken sommer eller Elisabeth. Og så alligevel lidt. For i mine to levende børn, har jeg fået lov at få et lille glimt af Elisabeth. Jeg har fået et glimt af det jeg ikke fik med hende og jeg har fået et glimt af hende som hun ville have været og af det som de to her aldrig får sammen med hende, men som de til gengæld får med hinanden. Hun har været så tæt på at jeg forleden aften, da jeg sad og trøstede en ked Carl og kiggede hen på en sovende Ingrid, der lå i dobbeltsengen, præcis samme sted som Elisabeth havde ligget, var det fuldstændig som at se Elisabeth. Hun lignede hende så meget at jeg et øjeblik blev i tvivl om det mon virkelig var hende, bare for et lille øjeblik, bare for min skyld og jeg fik en klump i halsen.

Jeg har længe haft en periode hvor det har været svært for mig at se på billeder af Elisabeth. Vi har flere stående rundt omkring i huset. Blandt andet står der et på puslebordet. Det giver sådan et stik i hjertet hver gang jeg ser det (og det bliver immervæk til en hel del gange i løbet af en dag), men jeg kunne alligevel ikke finde på at rydde det væk. Jeg har stadig et stort behov for den nærhed til hende og til at hun stadig er en del af mit liv på godt og ondt.

På døren ind til børneværelset står der Elisabeth med klovnebogstaver. De samme som hun fik på sin lille lilla kiste. Nu er det Ingrid og Carls værelse og det skulle selvfølgelig afspejles på døren. Det gør det ikke. Det er nok mest fordi vi simpelthen ikke lige har haft tiden og overskuddet til at finde nye bogstaver, men en lille del har måske også at gøre med at det stadig er sådan jeg har det med det værelse. Jeg kan ikke rigtig få det til at være Ingrid og Carls. I min verden er det stadig Elisabeths værelse. Det var jo med hende i tankerne at vi i sin tid satte det i stand, som en af de første ting efter vi var flyttet ind. Det er jo et eller andet sted helt forkert. Jeg burde få pillet de bogstaver ned, så Ingrid og Carl kan flytte ind. Sådan rigtigt og måske også lidt i min bevidsthed. Det skylder jeg dem vist. Jeg ved bare ikke helt hvordan.

Jeg savner nemlig min lille store pige mere end noget andet og jeg kan mærke at jeg nemt kommer til at hænge fast i de små rester der findes rundt omkring. Jeg savner at give Elisabeth lidt af min tid igen. Jeg savner de små ting, som at gå en tur ned over sommerfugle-engen. Den vej har jeg slet ikke været siden jeg stadig kunne bevæge min tunge gravide krop så langt. Jeg savner sommerfuglene og blomsterne og duften. Men allermest savner jeg så frygteligt at mærke og holde min lille pige igen. Nogen gange tænker jeg – kunne jeg dog bare få lov, bare en enkelt gang mere. Nogen gange holder jeg enten Ingrid eller Carl rigtig tæt for at få lidt af den nærhed tilbage, men det eneset jeg mærker er deres vidunderlige nærhed. Ikke Elisabeths. Den er væk.

Dagen efter årsdagen for Elisabeths død i år regnede det. Det gjorde det også det år hun døde. Det år var det en af de varmeste somre. Der var sol stort set alle de 6 uger hun levede. Dagen efter hendes død regnede det. Det var meget surrealistisk. Det var som om hele verden græd med os. I år vågnede Carl tidligt om morgenen og var helt utrøstelig. Næste dag havde både Kevin og jeg bemærket tidspunktet han vågnede og fik begge samme tanke. Det var nemlig stort set samme tidspunkt som Elisabeth døde. Ingrid havde desuden smågrædt hele natten og det kan selvfølgelig bare have været et tilfælde, men jeg har valgt at tro noget andet.