Og denne gang græd jeg slet ikke

De bliver så store mine børn. Nu kan Ingrid rulle fra ryg til mave ... næsten. Der mangler kun lige at hun finder ud af at få den sidste arm med, men det kommer hun hurtigt efter med den iver hun lægger for dagen. Der bliver arbejdet for sagen - højlydt! Det skete lige pludselig fra den ene dag til den næste, og så kunne hun ellers ikke få nok. Hun trillede og trillede - også om natten!! Det var lige før at vi slet ikke fik lukket et øje på grund af hendes højlydte trilleri. Til sidst fandt vi ud af at stable hende op med puder, så hun nærmest sad op. Det var den eneste måde der var ro. Hver gang vi lagde hende ned begyndte showet. Det hele foregik i søvne. Ret imponerende!



I dag var jeg til lægen med Carl for at få ham vaccineret. Ingrid var igennem turen for 14 dage siden og det var hård omgang - mest for moderen, da Ingrid blev så ked at sygeplersken måtte trøste mig mens jeg trøstede Ingrid. Det var en værre redelighed. Så jeg frygtede lidt hvordan det ville blive denne gang. Det havde jeg slet ikke behøvet. Carl er nemlig sej og tog det hele i stiv arm og så kunne jeg jo lige så godt gøre det samme. Han græd kun en lille smule. Resten af tiden var det vist mest bare spændende. Næste gang tager vi dem på en gang. Det tør jeg godt. Nu er den første gang for begge børn nemlig overstået, så nu kan jeg klare det hele! Tror jeg nok.