Hønemor

Mine børn sover. Ovenpå. Jeg sidder her nedenunder i stuen og synes pludselig at de er meget langt væk. Jeg går normalt meget tidligt i seng - og det er ikke kun fordi jeg står op kl 5.30 og på det her tidspunkt simpelthen er så træt at jeg bliver nødt til det, men jeg er blevet så vant til at have mine børn omkring mig hele tiden, at jeg føler mig amputert uden. De er bare lige ovenpå og alligevel savner dem helt vildt! Hvordan mon jeg nogen sinde kan gå på arbejde igen, eller sende dem i børnehave for den sags skyld, når jeg har det sådan.



Der er nogen der siger at jeg er lidt af en hønemor. De har givetvis ret. Da jeg var lille havde jeg høns. Mine kæledyr var en hønseflok på omkring 10-20 høner og en hane. Nogen gange flere, nogen gange færre. Om sommeren fik nogen af hønerne kyllinger. Som sande hønemødre passede de godt på deres kyllinger. Det betød ikke at jeg slet ikke kunne komme i nærheden af dem. Jeg måtte gerne holde, men det var kun fordi jeg var den jeg var, tror jeg. De andre høner skulle ikke prøve på at komme for nær når en hønemor var ude og lufte sine små. I hvert fald ikke når de små var meget små. Senere blev de bare en del af flokken og futtede rundt på må og få.



At blive omtalt som hønemor, kan nemt få sådan en lidt negativ klang. Men hvorfor egentlig? Jeg fornemmer at mine børn trives med mig som hønemor. Lige nu er de små og skal passes på. Senere bliver det sikkert ligesom med hønseflokken. Så begynder de små at futte rundt på egen hånd og hønemoren lader dem gå sine egne vegne og får igen lidt tid til sig selv. Mon ikke bare det er sådan det er? Lige nu er jeg hønemor og befinder mig fint i rollen. Om lidt vil jeg skynde mig op og putte om mine børn. Gok gok!