En verden til forskel

I aften har Ingrid og Carl levet deres egne små liv uden for min mave i hele 4 uger. Vildt som det er gået stærkt! Da jeg var gravid kunne det kun gå for langsomt med at få dem ud, nu går tiden næsten lidt for hurtigt. Ting tager bare tid med sådan to små størrelser har jeg måtte sande. For eksempel tager det gerne omkring en time mere end beregnet at komme ud af døren hvis vi skal noget. Det lærer vi vel en dag. At komme ud af døren de første gange kan godt være lidt grænseoverskridende, men nu har vi allerede været af sted nogen gange, blandt andet til min fars fødselsdag sidste weekend, og det har kun været en succes hver gang og så er det at vokser man lidt med opgaven.

Fordi tiden går så stærkt betyder det også at jeg slet ikke får skrevet alt det jeg gerne ville. Det savner jeg kan jeg mærke. Der er mange ting jeg ikke når. Sådan er det bare lige nu og når jeg ærgrer mig over at jeg ikke får fyldt data i de to ’Barnets 7 første år’ bøger jeg meget optimistisk købte inden fødslen og regnede med at fylde med data og beskrivelser, så må jeg huske mig selv på, at havde jeg haft tid til at fylde ord i de bøger, ville der ikke være noget at fylde i dem. Jeg har i den grad hænderne fulde og når nu det er af kærlighed, så går det nok endda. De bøger løber vel ingen vegne.


Der sker små ændringer med Ingrid og Carl nærmest hver dag. På de fire uger jeg har fået lov at leve sammen med dem har de ændret sig fra små sovende nyfødt til vågne og opmærksomme babyer. Det sker noget nyt hele tiden og jeg prøver bare at følge med det bedste jeg har lært. Blot i løbet af de sidste par dage er de blevet meget mere bevidste om ting omkring dem. De er begyndt at bruge tid på at ligge og kigge. Især Carl elsker bogen med de sorte silhuettegninger og det er virkelig underholdende at iagttage ham mens han ligger og kigger og kommer med små anerkendende og forklarende lyde. Det er stort at opleve at deres små personligheder langsomt titte frem på den måde.


I dag, fire uger gamle, er de desuden omtrent den alder, og størrelse, som Elisabeth havde da hun kom til verden. Hun fylder rigtig meget min lille store pige. Meget mere end jeg havde forestillet mig. Det er både godt og skidt. Mest gør det bare ondt, da hun nærmest mangler endnu mere nu efter Ingrid og Carl er kommet til verden. Desuden kan jeg ikke lade være med at sammenligne alt fra deres udseende til fødslen og især mine følelser. De følelser jeg havde første gang, da Elisabeth kom op på min mave, var så overvældende stærke, at de helt tog fusen fra mig. Jeg ved ikke helt om jeg havde forestillet mig at det ville være sådan anden gang også. Måske havde jeg nok lidt. Det var jo det jeg så gerne ville opleve igen. Sådan var det bare ikke. De er nok nærmere kommet snigende. Måske var det fødslen der ikke blev den gode fødsel som jeg havde håbet, men nok nærmere en gentagelse på den ikke så gode måde - jeg blev kørt til opvågning og fik ikke lov at få den tætte spæde og helt særlige kontakt med mine børn i de første par timer af deres liv. Måske er det manglen på søvn. Jeg ved ikke hvorfor fødslen fylder så meget når nu det hele gik godt og begge børn er i live og har det godt, det burde vel være det der betyder noget, men det gør den altså. Der er mange følelser på spil i denne tid og sådan er det vel bare.


Ellers har vi det godt og nyder at være blevet en lille familie igen! Og måske får jeg snart lidt tid og overskud til at få sat lidt ord på de mange ting der fylder lige nu. Det kunne jeg godt have brug for.