Nye færdigheder

Carl gennemgår en voldsom udvikling lige for tiden – ja det har han vel egentlig gjort lige siden han blev født, men lige i øjeblikket kan det være svært at følge med, selv for ham selv. Hans mor har til tider lige så svært ved det og prøver febrilsk at følge med. Det er slet ikke nemt. Sammen finder vi vel ud af det. Det tager bare lige lidt tid og en masse krafter.

En af de største udfordring i den sammenhæng er nok følelsen af utilstrækkelighed. Hvor gerne jeg end ville, kan jeg jo slet ikke være der for ham i den grad som han forlanger. Ingrid er fantastisk til at lade sin bror komme først. Hun er simpelthen så god at jeg kan få helt dårlig samvittighed over at lade hende ligge så meget for sig selv. Han kræver med sådan en styrke og kraft at man ikke kan andet end at smide alt andet for at hjælpe ham. Hvis man allerede på dette tidlige tidspunkt kan fornemme et barns personlighed, bliver han en af de der børn der kræver en hel del udenomsplads til masser af fysisk udfoldelse og vild leg. Ingrid derimod, er sandsynligvis en jeg kan få lov at bage småkager sammen med og andre nørkleting. Jeg glæder jeg mig helt vildt. De bliver så sjove.

Jeg har læst i bogen ’Vidunderlige uger’ at den periode vi er i lige nu, er en stormfuld periode. Det er den første i en lang række. Den første oplever man når børnene er omkring 5 uger og det er lige nu. Verden virker overvældende på grund af alt det nye de oplever og de søger tryghed og bliver urolige. Det forklarer måske nogen af Carls temperamentsfulde anfald. Jeg kan sagtens sætte mig ind at det må være ret overvældende når man for første gang begynder at lukke verden ind. De er begge meget opmærksomme og virker som om alt bliver studeret med undrende og fascinerende mine. Forleden dag introducerede vi aktivitetstæppet og det var ikke et øjeblik for tidligt. Det er et kæmpe hit! Hvilket under det er at få lov at opleve denne nye opmærksomhed hos dem begge. Pludselig er de blevet til to små opmærksomme mennesker. Det er fascinerende at være vidende til denne udvikling.



Samtidig med at det er fascinerende at få lov at følge sådan to små størrelser, så følger der virkelig også meget utilstrækkelighed med sådan helt overordnet. Der er to på en gang der skal tages af. Tilmed startede Kevin på arbejde i mandags og det har været noget af en udfordring at bevare roen og finde ud af hvordan alle bliver tilgodeset tilstrækkeligt – ikke mindst mig selv.

Når både Ingrid og Carl græder samtidig – hvilket sker ikke så sjældent – går det lige i hjertet. Sådan har de fleste forældre det nok, men for mig går især Carls utrøstelighed helt derind hvor det bare gør ondt og hvor alle minderne fra tiden med Elisabeth sidder. De minder hvor hun græd så hjerteskærende og absolut intet kunne trøste hende. Sådan var det de sidste par uger af hendes liv. Hun var så ked og det eneste vi kunne give hende var trøstende arme og lidt morfin at slappe af på.

I starten, på hospitalet, tabte båre Ingrid og Carl sig begge mere end godt var. Især Ingrid havde ikke meget ekstra at give af, så det var noget der var ekstra fokus på. Selvom det er helt normalt at babyer taber sig i starten, så var det slet ikke noget jeg kunne finde ud af takle. Derfor var jeg heller ikke sen til at supplere med modermælkserstatning lige fra starten. Det med at børn ikke får den mad de har brug for, kan få mit indre til at slå knuder. Det skal jeg aldrig nogen sinde udsættes for igen.

Det med maden fylder derfor helt naturligt en hel del i min bevidsthed. Nogen dage er amningen nok. Andre dage skal der en flaske til. På det seneste har der skulle en hel del mere end amning til. Det har jeg helt fra starten erkendt og har intet problem med. For mig er det vigtigste at de får mad, ikke så meget hvor det kommer fra. I vores forsøg på at være sikre på at de nu får nok, havde vi muligvis gjort det lidt for godt forleden dag, så resulteret blev opkastlignende mængder gylp. Det var så meget at både mor og barn endte helt utrøstelige. Jeg kunne slet ikke mætte hende, da hun blev ved at kaste op hvad jeg fyldte i hende. Til sidst, da både mor og barn havde grædt længe nok, måtte deres far tage affære og ringe til vagtlægen, som indlagde os til observation natten over. Ingrid blev undersøgt i begge ender, men de fandt heldigvis intet galt. Hun er en sund og rask lille en, der sikkert bare have fået for meget mad på en gang. Men altså – bekymringernes tid er vist slet ikke forbi kan jeg godt fornemme.

Jeg lærer lige så langsomt og jeg gør hvad jeg kan og håber bare at jeg kan få guidet dem begge og mig selv sådan nogenlunde helskindet igennem. Lige nu føler jeg dog at min sorg over tabet af Elisabeth er taget til med fornyet styrke. Den skygger desværre over noget af den glæde jeg burde føle med de her to. Elisabeth var mit første kærlighedsønskebarn. Hende jeg skulle have fyldt med alt den opsparede kærlighed jeg bar rundt på den gang. Jeg ved ikke helt hvor den er blevet af. Måske forsvandt den en lille smule sammen med hende eller også¨er det bare den generelle tvillingerutilstrækkelighed der spiller mig et pus.

Hvor om alting er, så elsker jeg Ingrid og Carl over alt på jorden, men mangler Elisabeth bare en lille smule mere hver gang. En ting jeg husker at huske mig selv på er, at jeg stadig er mor til tre, skønt det kun er de to der kræver mig lige nu. Tænk at jeg har fået lov. Jeg er faktisk ret heldig.