Helt slået ud

Der har hidtil ikke været en finger at sætte på den behandling jeg har modtaget fra det helt igennem formidable hold af professionelle mennesker med hjerte og forståelse på rette sted. Det er helt givet en medvirkende årsag til at denne graviditet indtil nu har været så forholdsvis smertefri. Desuden har min gode fornemmelse og min glæde over dette mirakel været dominerende – og heldigvis for det. Ja, jeg har nærmest formået at nyde livet en lille smule mere siden jeg blev gravid. Hver gang jeg er blevet undersøgt, har mit altid lave blodtryk og min generelle tilstand desuden høstet stor jubel hos både jordemoder og læge. Alle målinger har set ovenud fine ud og gør det sådan set stadig – selv på det her sene tidspunkt.

Fakta og målinger er en ting – og det hjælper selvfølgelig rigtig meget at der ikke har været noget galt – men mine skøre tanker, der pludselig kan finde på at løbe løbsk, er en helt anden ting, som ikke altid har hold i virkeligheden, men snarere er et spejl af tidligere oplevelser. Oplevelser som sidder printet dybt i min sjæl og som ikke bare kan nulstilles fordi der nu er tale om en ny graviditet og to helt nye børn. De oplevelser vil for altid sidde der. Som fødslen rykker nærmere skal der mindre til at slå mig ud af kurs. Det eneste der hjælper mig i den situation er, at disse tanker og følelser bliver taget alvorligt.

Der er ikke længe til fødslen nu. Helt præcis en uge. Ja, nærmest lidt mindre, for på det her tidspunkt, burde jeg allerede sidde med to små mirakler i armene. Åh, hvilken skøn tanke det er! Derfor er der heller ikke mange undersøgelser tilbage. Faktisk bare en enkelt CTG på tirsdag. Der er virkelig blevet taget hånd om mig og jeg er dybt taknemmelig, men selvom jeg har fået lov til at komme på alle tider af døgnet og få kørt en CTG, hvis det kan gøre mig mere rolig, har jeg det alligevel bedst med at være ventet. Derfor havde jeg fået en ekstra CTG presset ind i dag.

Det skulle have været et tryghedscheck, men endte ikke ligefrem med at føles sådan. Den jordemoder der modtog mig havde intet begreb om hvad det hele drejede sig om for mig. Som jeg lå der med måleudstyr på maven og ikke rigtig følte at der havde været meget bevægelse fra de to små, begyndte bekymringerne er svirre og jeg var med ét tilbage til dengang veerne begyndte med Elisabeth og der heller ikke var meget bevægelse, men blot en hjertelyd uden de store udsving. Jeg mærkede den samme usikkerhed som den gang. Jeg havde brug for forvisning og fik det slet ikke. Jordemoderens mangel på empati i den situation slog mig helt ud og mens tårerne kom væltende, stod hun blot og så til. Det gjorde kun det hele endnu værre. Det eneste hun gjorde var at komme med et glas vand, så jeg kunne få lidt gang i de små. Helt det samme skete den gang. Det var skrækkeligt. Alle de følelser fra den gang kom væltende og hun gjorde ikke et anstrøg af at berolige eller på anden måde forsikre mig om at jeg ikke skulle være bekymret. Heldigvis var Kevin med og fik hende smidt ud, så jeg kunne komme lidt ned på jorden igen. Jeg var fuldstændig lamslået. Måske var det tårerne eller også det glas vand jeg havde fået. I hvert fald var der fuld aktivitet derefter fra de små. Heldigvis er der nogen der forstår hvad der skal til.

Jeg er ved at være kommet mig igen, men den tur gjorde bestemt ikke ret meget godt for mit velbefindende. Det bliver vist en lang sidste uge som tvillingegravid.