Strategiskplaceret sul?

Jeg støder ind i ting, jeg spilder ting og taber ting konstant! Det sidste er rigtig upraktisk når jeg samtidig ikke kan nå ned for at samle det op igen. Jeg har efterhånden ikke en bluse som jeg ikke har haft under kærlig behandling af Vanish for at fjerne pletter på maven. Jeg forsøger virkelig at passe på, men det er som om at tomat, fedt og chokolade helt af sig selv kravler op på maven af mig. Det eneste der hjælper mod denne magnetiske virkning, min gravide mave synes at have, er at iføre sig et forklæde. Det er ikke altid jeg husker det.

Et af mine absolut værste skrækscenarier er at der skal ske de to små noget når jeg sådan klumser rundt. Jeg ved at de ligger godt og trygt i deres fostervandssæk, alligevel er et fald nok noget af det jeg frygter allermest. Så jeg holder godt fast i gelænderet op og ned ad trappen og i det hele taget er jeg meget opmærksom på balancen når jeg er ude i verden. For tiden foregår det meste for mit vedkommende i slowmotion, hvilket jeg håber dermed burde kunne afværge de fleste faldulykker. I går oplevede jeg alligevel indtil videre topmålet af klumsethed.

De fleste ulykker sker i hjemmet, siges det. Det skal nok passe. De fleste sker sikkert også i køkkenet kunne jeg forestille mig. Sådan var det i hvert fald for mig i går. Ikke nok med at jeg glemte at maven var i vejen, da jeg hev kærnemælken ud af køleskabet, så resultatet blev kærnemælk ud over hele køkkengulvet, men under frokosttilberedningen glemte jeg desuden at jeg også var i gang med at tømme opvaskermaskinen. Det med at gøre flere ting samtidigt, plejer ikke at være noget problem, men det er det åbenbart når man er udstyret med en ti kilos badebold på maven.

Så i går så man ellers en et tons tung blåhval træde et skridt baglæns hen mod køleskabet, for i samme sekund at miste fodfæstet og derefter – heldigvis med bagenden først – at lande lige oven i en meget fyldt bestikkurv!!!

Jeg aner ikke hvordan jeg kom op igen, men det gjorde jeg, i slowmotion og det hele. Kort tid efter lå jeg desuden og rodede rundt nede på gulvet, imens jeg febrilsk søgte efter blodstænk på mine to bagstykker. Jeg var sikker på at der var store åbne snitsår helt ind til benet. Der kom faktisk lidt blod. Ikke meget, men der var alligevel et par knive der havde snittet sig vej gennem mine bukser, så jeg følte at jeg var rigtig såret og dermed var et plaster værdigt. Av av snøft!

Opvaskermaskinen var nok i virkeligheden den der havde taget mest skade. Den så i hvert fald noget skæv og medtaget ud efter mødet med min bagende. Vi har det heldigvis begge godt i dag. Jeg kan både sidde og gå, og opvaskermaskinen har også allerede vist at den ikke har taget mere skade end at den stadig kan vaske.

Oven på sådan en oplevelse, kan jeg ikke lade være med at tænke på om det i virkeligheden er derfor at man bliver udstyret med ekstra sul på bagen under en graviditet. Kunne man forestille sig at de ekstra lag på sidebenene virkeligheden er placeret der af helt strategiske årsager?