Nej, nu stiger kunsten*

*Som min kære mormor ville have udtrykt det.

Det sneer!!! Ikke ligefrem noget der bliver liggende, men mest bare sådan noget slud-noget, som ikke gør andet end at gøre hele verden våd og smattet. Ikke ligefrem vejr for en lille kat at være ude i. Godt at der er plads i vindueskarmen lige oven på radiatoren.



Mao har fået sit fine lille ansigt igen. Det er så rart at se, for jeg må sige at jeg har været noget bekymret de sidste par dage. Den lille slagsbror havde fået sig en ordentlig en på siden af hovedet og kom hjem for to dage siden og var helt hævet i hovedet. Han var synligt sløj og sov det meste af dagen. I går havde han det allerede bedre, men jeg havde alligevel besluttet mig for at tage ham til dyrlægen, hvis ikke det var blevet bedre i dag. Det går lige i moderhjertet på mig at se ham sådan. Heldigvis er han gode gamle Mao igen, så vi sparede turen i snesjap, Crocs og åbentstående vinterfrakke – og en masse penge ...



Det passer min store ømme krop aldeles godt. Når man ikke dyrker ret meget motion til hverdag, fordi det simpelthen er en fysisk umulighed, er det svært ikke at give den hele armen når man så endelig kan. Det kunne jeg i går aftes og det var så skønt! Jeg er ret vild med det der vægtløs i vand. Pludselig kan jeg gøre ting, som jeg ellers kun kan drømme om på et tidspunkt at komme til at gøre igen. Så nu tager jeg mig en slappereftermiddag med ømme muskler i selskab med Møfferne i maven, Mao i vindueskarmen og op til flere sy- og strikkeprojekter. Det er faktisk lige til at bære.