Jeg hviler normalt ret godt i mig selv i denne graviditet, men i morges røg jeg for en kort bemærkning helt ud af rillen. Hele dagen i går havde jeg gået rundt i en træthedsdøs og måske havde møfferne det ligesom mig, for de var ikke helt så meget oppe på dupperne som de plejer at være. De kan vel også blive trætte sådan nogen små størrelser. I nat kunne jeg slet ikke finde ro og i morges kunne jeg så desuden heller ikke finde møfferne ... Jeg kunne i hvert fald ikke få dem vækket. Det var som om maven var helt død. Jeg startede med at puffe blidt, så lidt hårdere og til sidst meget hårdere og da der stadig ikke var respons, stod jeg op for at se om koldt vand ville kunne få gang i dem. Efter to store glas, var der stadig ikke noget at mærke ud over mit eget hjerte, der på det tidspunkt virkelig var kommet på overarbejde. Jeg prøvede med dybe åndedrag for at overbevise mig selv om at jeg blot panikkede og så snart jeg slappede af ville jeg kunne mærke dem igen. Det var helt omsonst. Jeg var på det tidspunkt ude i de værst tænkelige tanker om alt det der kunne være galt. Jeg nåede endda at tænke om jeg hurtigt skulle pakke en taske til at tage med på hospitalet, for de ville sikkert beholde mig når de fandt ud af hvad der var galt.
På det tidspunkt var der ingen vej tilbage. Panikken havde allerede et så godt tag i mig, at jeg så som eneste udvej, at komme i tøjet og tage af sted. Kevin var på pletten da jeg nåede derind og lynhurtigt blev der taget affære af en jordemoder. Hjertelyden blev fundet på dem begge og så lå jeg ellers der med måleudstyr på maven i en halv times tid og kunne følge børnenes hjerter og lige så langsomt kunne jeg også begynde at mærke hvordan de rumsterede rundt. Sikke en lettelse og sikken en glæde! Mit hjerte kom lige så langsomt på plads igen. Jo mere liv der kom i maven, jo mere faldt jeg til ro. Til slut fik jeg tilmed lige sat en skanner på maven, så jeg kunne være helt rolig og se at de begge havde det godt.
Tænk at der findes sådan et system der stiller op med en hjælpende hånd på den måde. Jeg er så heldig og virkelig virkelig taknemmelig.
Maven fik kys, men også et par belærende ord med på vejen om at de ikke må gøre deres mor så bange. Det bliver nok ikke sidste gang. De labaner!
onsdag, marts 04, 2009
En tur ud af rillen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
17 kommentarer:
Kender den situation til ukendelighed. Godt at de bare drillede, de små basser! Er helt lettet på jeres vegne....Puha
Nejnejnej. Føj, for en forskrækkelse. Jeg bliver sgu helt ked af det på jeres vegne. Tænk, at de ikke kunne vækkes med skub og koldt vand... Det er altså drilsk. Men når man tænker på små babyer, så ligger de altså også tit stille og sover i rigtig mange timer ad gangen, uanset hvordan man dimser rundt med dem. Jeg synes bare det er svært helt at overføre den viden til at handle om babyer i maven. De skal da sparke hele tiden?! Puh... hvor ville jeg gerne pakke dig og maven ind i vat her de sidste uger.
Sikke nogle frækkerter! Jeg var også inde nogle gange og få lyttet på Konrads hejrte, og er også utrolig taknemlig for at systemet stiller op og støtter!
Er så glad på jeres vejne at møfferne bare bobler rundt og hygger sig derinde.
Håber du kan nyde resten af dagen og få slappet af!
Kram Stine
Puha sikke en forskrækkelse. Jeg bliver også vildt nervøs, når jeg ikke mærker noget i længere tid. Men har indtil nu ikke oplevet at jeg ikke har kunne puffe liv i ham.
Kan godt forstå du tog på hospitalet, og hvor er vi bare priviligerede at der står hænder parat til at modtage os i den situation.
Åh nej hvor er de små basser altså drilske. Sikke en grim forskrækkelse at få sig!
Jeg er glad for at I alle 3 er ok igen.
Ih altså - de små møffere....
Hvor er det godt, at der står et system, der virker og tager imod, når man virkelig har brug for dem.
Jeg har selv banket på døren på Slagelse sygehus et par gange, blot for at blive sendt rolig hjem.
Godt at høre, at alle har det godt, at de åbenbart bare havde taget sig en ordentlig lur.
Jeg kan godt forstå, at du havde brug for at komme ind og få vækket de 2 så ikke så møffende møffere!
Knus
Puha... Hader når babyer i maverne blir stille...
Jeg har med både Raja og India været ude og blive tjekket, for der har været en dag i hver graviditet hvor der var drønstille, selvom der var bankende hjerter...
Sofie, sejt du følger dit moderhjerte og blir tjekket!
Heidi – Hvor er du sød! :-) Selvom det havde været skønt med vat pakket ind af dig, så føler mig heldigvis allerede godt polstret fra hospitalets side og det er rart!
Stine – Jeg har nydt hele resten af dagen og alt det skønne liv der bobler i min mave.
Lok – Vi er meget priviligerede og jeg synes det er så vigtigt at huske på.
Susanne – Bagefter var jeg mest lettet og virkelig glad over den modtagelse og omsorg der endnu en gang blev udvist fra hospitalets side, men følte og at det måske var en smule fjollet at jeg havde sat himmel og hav i bevægelse når nu der ikke var noget galt. Kevin fik mig dog overbevist om at jeg havde handlet fuldstændig rigtigt.
Line – Sådanne dage skal de også have lov til. Når jeg prøver at tænke tilbage havde Elisabeth vist nogen af de dage. Den gang tog jeg bare ikke affære på samme måde og var slet ikke lige så opmærksom som nu. Hun var generelt også meget mere rolig end de her to er.
Puha jeg kan godt forstå du blev bange. Man vil altså helst kunne mærke liv om morgen og hvis man først er blevet urolig så bliver det bare værre og værre. Det er så godt der findes metoder til at finde hjertelyden så vi kan få ro. Tænk hvis vi ikke havde den mulighed. Jeg har også ligget meget og lyttet tilhjertelyd og jeg elsker det. Det er næsten som at holde et lille menneske i hånden.
Marina – Sådan har jeg ikke lige tænkt på det, men når nu du siger det, er det faktisk en ret god beskrivelse ... det der med at holde et lille menneske i hånden. Under alle omstændigheder er det at lytte til de små hjerter og børnenes rumsteren, ligesom om at være lidt tættere på. Det er skønt.
Ja og man skal også huske at det er de eneste gange man får lov at høre ens barns hjerte så intenst. Senere er der så meget andet godt men hjertet kan man ikke længere høre.
Puha jeg fik helt koldsved på panden, sikken en forskrækkelse. Men igen, hvor dejligt at hospitalet var så grundige og tog sig tid til det hele, så i kunne høre og se møfferne.
De er vist nogle ballademagere...
Knus
Dorthe
Send en kommentar