Hvad er bedre at bruge sådan en kedelig, fugtig og grå fredag på end at fylde spisebordet med lidt kreativitet? Jeg har ikke syet meget andet end dynebetræk, gardiner, puder og andet af samme sværhedsgrad, siden jeg gik til teensyning (ja det hed det faktisk) i ungdomsskolen. Ved egentlig ikke helt hvorfor, for den gang kunne jeg jo godt finde ud af at sy andet end lige ud.
Men nu har jeg altså kastet mig ud i noget af lidt større udfordring – køredragter til de små. Tiden er der og lysten især og så har jeg helt overraskende fundet ud af jeg åbenbart ikke helt har glemt det, for det gik faktisk meget godt med første dragt. Anden dragt er under udarbejdelse og så kan jeg næsten ikke vente med også at komme i gang med alle de andre ting jeg pludselig drømmer om at skulle sy.
fredag, marts 06, 2009
Drømmesyning
af
Maomis
kl.
15.09
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







8 kommentarer:
Hvor er den bare fin den lille lysegrønne køredragt! Det må være en hyggelig beskæftigelse, mens du venter på, at de to små kommer ud og siger goddag til verden ;o)
Og sikke fin den er blevet :) Det må være så dejligt at kunne sy. Så jeg kan godt forstå at du vil bruge dine talenter.
Hvad ønsker man i den sammenhæng? Jeg prøver med god vind, selvom det ikke er helt passende.
Neeeeeeeeeeeeej, hvor er den bare fin! Hvor bliver de dog smukt klædt på, jeres to unger.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sy - jeg har en symaskine, men nålen er knækket, og så stoppede det hele ligesom dér... :-)
Hilsen fra
Sine
Det er da bare den skønneste redbygning man kan tænke sig og som du skriver så er det nu du har tiden. Dragerne ser skønne ud. Den grønne er fin og stoffet til den anden er smukt.
Øøøøj, den er blevet flot!
ej hvor er den fin, var det svært??
Rigtig sødt! De kommer til at ligge godt de to! Det der sy-gen kom også op i mig, da jeg var gravid :-) Og det er smadder hyggeligt!
Knus, Betty
Hej Sofie..
Jamen det ser jo ganske vellykket ud :-) Er spændt på at se dragterne dem "live".
Lyder ik rart med tykke fusser, op med dem....
Kram fra
mor-Katja
Send en kommentar