Ingen kamp – bare søndag

Lige nu skinner solen. Den skinner lige ind i denne smukke buket orange roser, som jeg fik i morges, på en måde som får dem til at se ud som om de var selvlysende.



Men i morges regnede det. Sikke vådt og ikke særlig rart det var udenfor. Det gjorde ingenting, for det gjorde bare hyggen inden døre det mere hyggelig. Stearinlysene var tændte og bollerne lige hevet ud af ovnen, da min kusine, Emma og hendes mor kom på besøg til en omgang hygge og kusinebrunch.



Selvom vi var en hel håndfuld kvinder, var der ikke meget kampsang over os. Til gengælde tog vi 'Hjulene på bussen' et par gange, imens Emma pruuuede til hesten som hendes moster havde taget med hjem fra Zoologisk Museum. Det er ikke mange ord hun endnu behersker – ud over det samme gamle spørgsmål 'hva' det?!'– men pruuuue det kan hun, ligesom hestene hjemme i folden hvor hun bor. Resten skal nok også komme, det varer ikke længe, for viljen er der og hun har sine meningers mod.

Og så bliver I altså lige belemret med endnu et mavebillede ...



I dag er maven 32 uger gammel og vokser knap så eksplosivt som den har gjort. Det gør mig ikke spor, for jeg var ærlig talt begyndt at blive en smule nervøs for hvordan det i så fald skulle ende med mig. Samtidig kan jeg ikke helt lade være med at tænke på om børnene så også vokser som de skal. Jeg mener at kunne huske at vokseværket også aftog på det her tidspunkt i min graviditet med Elisabeth. På fredag får jeg syn for sagen.

Så jeg har godt. Faktisk overraskende godt i forhold til hvordan jeg havde forestillet mig at det ville være at være mig på nuværende tidspunkt. Bækkenet laver vrøvl hvis ikke jeg får slappet tilstrækkeligt af, jeg kan ikke nå mine fødder og jeg sover elendigt om natten, desuden er det nu definitivt slut med at køre bil, men altså ... Hvad gør det? Jeg har to sprællevende børn i maven, jeg kan stadig komme op af trappen skønt det foregår i snegletempo og jeg kan stadig sidde bag ved symaskinen bare det ikke er for længe af gangen, desuden er støvsugning og andre lignende huslige pligter for længst blevet frataget mig. Hvad er der næsten at klage over?