Som fødslen rykker nærmere fornemmer jeg bekymringerne om alt det der kan gå galt rykke nærmere. Det er ikke noget jeg tænker på hele tiden, men det er tanker der ind imellem dukker op. Jeg lader dem komme. Jeg ved det er en proces jeg må igennem og som er helt naturlig i min situation. Sådan er det nu en gang. Jeg kan ikke løbe fra min virkelighed. Den er der og derfor en jeg må forholde mig til.
Blandt andet derfor at jeg dybt taknemmelig for at det har kunne lade sig gøre at blive fulgt med ekstra skanninger her i den sidste del af graviditeten og i det hele taget for den behandling der er blevet udvist mig fra hospitalets side. Den tryghed har betyder alverden for mig. Måske er det en falsk tryghed, men det er trods alt en tryghed og en som hjælper mig i forhold til at komme glad igennem denne graviditet, som ellers kunne have været en lang rejse af utryghed og bekymringer.
Min næste skanning er lige om lidt. Jeg glæder mig og jeg kan på en dag som i dag, virkelig mærke hvad de ekstra skanninger gør for mig. Jeg har nemlig næsten ikke nået at bekymre mig denne gang. Jeg glæder mig bare rigtig meget til at se to to små igen og at se om de eventuelt skulle have møffet sig til nye positioner. Det virker ind imellem sådan, men jeg er ikke sikker.
Og så kommer her lige et dengang- og nu-billede, som giver et ret godt indblik i hvor belastende det faktisk er at bære to på en gang. Da jeg selv så de to billeder ved siden af hinanden, gik det pludselig op for mig hvorfor jeg efterhånden er så besværet og hvorfor jeg sover så elendigt om natten.
Sådan så jeg ud da jeg var 38 uger gravid med Elisabeth i maven ...
... og sådan ser jeg ud 30 uger gravid med tvillingerne!
Det er jo fuldstændig vildt at tænke på at der er 8 ugers forskel på de to billeder her. Og næsten endnu mere vildt at tænke på at der stadig er 7 uger at blive større i. Hvad skal der dog blive af mig?
fredag, februar 27, 2009
Nødvendige bekymringer
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
17 kommentarer:
Hvor er det godt at hospitalet passer ekstra på dig. Det har en real betydning og er ikke bare en falsk tryghed. Først og fremmest selvfølgelig fordi de rent faktisk holder øje med børnene og kan gribe ind om nødvendigt, men også fordi det minsker dine bekymringer og dermed den stress dine ufødte børn udsættes for. I sidste ende giver det dine børn en meget bedre start på livet.
Sikke dog en forskel på uge 38 med én og uge 30 med to, -men hvor bærer du det smukt!
Er spændt på at høre om de har vendt sig i forhold til sidst :-)
Du er så klog, Sofie. Nødvendige bekymringer... det er ikke altid let at forholde sig til, men du får det til at virke så naturligt.
Og hvor ser du fantastisk dejlig ud som gravid. Både dengang med Elisabeth og nu med tvillingerne.
Jeg har lige et fjollet spørgsmål; hvis nu det havde været i "gamle dage", hvor man ikke kunne skanne og den slags, ville du så vide, at der var to inde i maven? Kan du mærke dem som to stks?
Det er flot som du omfavner bekymringerne som en naturlig del.
Men dejligt at vide, at du får de ekstra-scanninger, som måske er med til at holde bekymringerne i et tåleligt leje.
Jeg vil tilslutte mig og sige at du bærer maven smukt i begge graviditeter. Det ser noget tungt ud på det nederste billede og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at du ikke tipper fremover :)
Jeg håber du får en dejlig (beroligende) scanning!
Knus
Ja Sofie, hvorfor tipper du egentlig ikke forover?
Glæder mig meget til tur op til Alma og Elisabeth på kirkegården med dig i næste uge - og til at høre alt om skanningen.
Godt de holder øje med dig med regelmæssige scanninger. Man kan jo hurtigt gå og bekymre sig som gravid.
Jeg tænker lidt som de andre, at det da må være hårdt for ryggen/lænden at holde den mave i balance. Og tænk så 7 uger mere...
Godt de holder øje med dig med regelmæssige scanninger. Man kan jo hurtigt gå og bekymre sig som gravid.
Jeg tænker lidt som de andre, at det da må være hårdt for ryggen/lænden at holde den mave i balance. Og tænk så 7 uger mere...
Du ser dæleme skøn og frodig ud på en helt fantastisk måde... Men I guder hvor må det være tungt!!
Kram fra mor-Katja
Du er da godtnok stor og flot. Men sikken en flot mave, og ja egentlig utroligt at du ikke vipper forover...
Kan du snart gå nogensteder, det er jo et stykke vej ned til kirkegården feks.
Kan godt forstå at det er svært at sove.
Knus
Dorthe
Sikke de mænger sig de unger ;)
Shit..det er jo vidunderligt..sikke dog en kæmpe mave...smukt smukt.
De kærligste baby hilsner,en anonym læser af din livsbekræftende blog.
Kram Mette
Ej hvor er det altså vildt Sofie. Du er meget smukog meget stor. Jeg tør altså slet ikke tænke på at der er 7 uger tilbage. Du er jo mega gravid nu, hvad er du så om 7 uger...?
Det er godt med den tryghed fra hospitalet. Det er Så vigtigt.
Cyper kram til dig og møfferne fra down under....
Marina – Der er helt givet en sammenhæng mellem at en tryg og glad mor giver trygge og glade børn.
Valdemarsro – Det havde det! De frækkerter.
Heidi – Havde det været min første graviditet, er jeg ikke sikker på at jeg ville have vidst det – måske en jordemoder, eller hvad de nu hed i gamle dage, kunne have mærket det – men da jeg har min første graviditet at sammenligne med, synes jeg godt at kunne mærke forskel, da der bliver sparket to forskellige steder.
Ønske – Hvordan jeg holder mig oprejst undrer også mig nogen gange. ;-)
Adam og Mie – Jeg har stærke rygmuskler tror jeg ... ellers noget.
Lok – Det er lang tid når man har det som mig, men gad vide om ikke det er glemt når først de er ude i det fri?
Katja – Det er lige hvad det er. Jeg er i øjeblikket oppe på en vægt som jeg aldrig nogen sinde har været før. Det er en tung fornemmelse.
Dorthe – Kirkegården kan kun besøges på en god dag og sikkert ikke ret meget længere. Heldigvis kan jeg stadig blive kørt. Gad vide hvornår man er berettiget til et handicapskilt i forruden?
Frederikke – Det er lige hvad de gør.
Tak for de søde ord, Mette.
Jeanette – Ja, det er lidt skræmmende at tænke på ikke?
Kære Sofie!
Det gør mig ondt, at du har mistet din farmor - hvor er det bare en skærende kontrast til de billeder, som du viser her, med masser af spirende liv!
Jeg kan levende forestille mig, at det er noget af en byrde det du bærer på. Det er jo tydeligt for enhver, at du fra natures side ikke er den der fylder mest i gadebilledet, og det må alt andet lige have forøget din vægt meget. Men for Søren da også - I er jo også 3 i en.
Du vil helt sikkert føle dig som en fjer om 7 uger. På alle måder. Lettet ren fysisk men bestemt også psykisk.
Kram til dig Sofie
Rikke – Det er lige hvad det er. En stor kontrast.
Majsen – Glæder mig til den der fjerfornemmelse.
Kære Sofie,
Jeg tilslutter mig de andres ord om, at du er utroligt smuk med den mave. Og så er jeg imponeret over, at din bluse kan strækkes så langt!!!
Hilsen fra
Sine
Send en kommentar